Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
holdt ikke ud med bare naturskjønhed du heller
i længden.»
«Kan gjerne være —.» Charlotte satte sig op,
slængte cigaretten og tændte en ny med en kvist fra
baalet. Hun lagde mere paa varmen og sad med
hænderne om knærne og saa paa den tykke, osende
røg og de smaa blanke flammer, der hoppet ud af
haugen.
Kristian og Tomas kom med en ny bør og drog
afsted igjen efter mere.
De laa paa Kobberhaugen, lidt ud fra løipen og
skulde holde middag. Det var en vakker soldag oppe
i høiden, men frosttaagen laa tyk udover fjorden og seg
indover Sørkedalen, fyldende hvert dalsøk indmellem
vestaasene, hvis øverste drag stod skarpe og sortblaa
bag hinanden i al uendelighed.
«Ser det ikke aldeles japansk ud —,» sagde
Charlotte —. «Det er det med skogen, den er ny
med hvert eneste veir. Alle de aasene der — i
klarveir er det bare en eneste mørk masse af granskog.
Det er ikke naturskjønheden, som du siger. Det
er det, livet betyr saa lidet heroppe. Allevegne her
tillands — bare rnan kommer lidt ud at stierne —
saa smaa og faa sporene blir efter menneskene.
Byen med alle de liv, der krydser og skjærer om
hinanden hver dag —¦ husene, gaderne med staal
skinner i jorden og traade over hinanden i luften —
det er bare et bittelidet udslet paa jordens ansigt.
Skogen staar udenfor. — Den har været anderledes
engang, naturligvis — større trær, svære vindfald,
der har faaet lov at raadne i ro, hvid spindel og lav
og mug og vilddyr, tænker jeg mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
