Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Stille ude — en liden vind, der peb og ynket sig
inde paa vidden.
Det er de nætter, da guderne fødes i himmelen.
For intet menneskehjerte kan tro det for alvor — at
det er det blinde tilfælde, som afgjør. At ingenting
nytter. Ingen tror paa lidelsen — alle saa venter
de, fra sekund til sekund, i den voksende pine —
det maa holde op, nogen maa stanse det. For
menneskene, som klager over übarmhjertigheden —
i sit inderste tror hver evige sjæl paa barmhjertig
heden og kræver den som sin ret.
Lægen kom en halv time senere end det tidligste,
Dyrssen havde turdet vente. Først da han var færdig
med Edele, mens han stod og vasket hænderne,
spurgte Dyrssen:
«Tror De — er der nogen mulighed?»
«Der er en mulighed — akkurat.»
Mens lægen spiste inde i Edeles mm, og Dyrssen
gjorde sengen istand til ham, fortsatte doktoren:
«Hvis De husker, Even Villand — den næstældste
sønnen der. Det var samme historien omtrent —
kuglen havde forsaavidt truffet dybere nede ogsaa.
Ja han klarte det —.»
«Even» — Dyrssen talte sagte og langsomt —
«døde han ikke forresten — af tæring?»
«Der har været megen tæring hos dem paa Vil
land. Ved De, om Deres forlovedes familie — kjender
De til, om der ligger tæring til den?»
«Ikke spor.» Han talte fort, som han bad om
skaansel. «Hun har netop nævnt det engang. Hun
siger, hun har ikke været syg otte dage, siden hun
blev voksen.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
