Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
Dysten. Det morer mig at snakke med hende,
hun synes at have læst og tænkt og oplevet en
hel Del og er med al sin Hellighed slet ikke noget
Hængehoved. — —«
Dette Brev satte Jakobe i en vis Uro. I sit
hurtigt afsendte Svar skrev hun, uden dog med
et Ord at nævne Hofjægermesterinden eller Pers
Samtaler med hende:
»Der er en Ting fra vor Rejse, som jeg nu er
en lille Smule ked af, og det er, at vi ikke fik
talt noget mere sammen om det, der i Vinter,
efter din Faders Død, beskæftigede dig saa meget
og foruroligede dig lidt. Men Dagene var jo altfor
korte, Tiden fløj fra os, og Kærligheden krævede
sin Ret. Maaske vil du ogsaa sige, at der ikke
længer var noget at tale om, at din Ensomhed
havde gjort dig nervøs, — og det troer jeg selv.
Desuden (ikke sandt, min Ven?) nu har vi jo fuld
Fortrolighed til hinanden i alle Ting, og du vil
aldrig mere søge at skjule for mig, hvad der op-
tager dine Tanker. Det lover du mig, Per!
»Vi lever forresten i Øjeblikket herhjemme
under et nyt Udbrud af teologisk Desperation og
Forfølgelsessyge. Som jeg vistnok skrev til dig
sidst, er Nathan nu vendt tilbage her til Landet,
og det er, som om denne Begivenhed har vakt
Panik i Præstelejren. Enhver Lejlighed benyttes
i disse Dage til at tordne mod den ny Tid og
dens Mænd. Endnu iaftes læste jeg i »Berlingske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
