Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
havde turdet det for sin egen Skyld, skulde hun
have gjort sig en Fornøjelse af at benytte Lejlig-
heden til engang at gøre ham rigtig tindrende
jaloux.
Først den Dag, da de rejste, og Per mødte
paa Jernbanestationen for at sige Farvel, vovede
hun sig paany frem af sit Baghold. Ikke alene
trykkede hun ved Afskeden Pers Haand med
umiskendelig Varme; men da Toget skulde til
at køre, og Vogndørene var slaaet i, blev hun
med glimrende Forstillelseskunst staaende ved
det aabne Kupevindue og saae ud paa ham med
et indadvendt Udtryk i sine dejlige Øjne, som
om hun nu i Afskedsøjeblikket ubesindigt og
halvt mod sin Vilje kom til at røbe ham Hjertets
skjulte Følelser.
Hun holdt i Hænderne en Buket Blomster,
som hun i Smug havde faaet løsnet. Idet Toget
satte sig i Bevægelse, lod hun nu en stor Rose
falde ned paa Perronen. Det kunde se ud, som
skete det af Vanvare, . . . men det kunde ogsaa
være et Tegn, en tavs Tilstaaelse, en straalende
Forjættelse.
Per tog Blomsten op — uvis om, hvad han
turde tro. Da han igen saae i Vejret, var Kupe-
vinduet tomt. Men han blev staaende og fulgte
det med Øjnene, afventende endnu et Tegn, et
løfterigt »Paa Gensyn«, — indtil Toget forsvandt
bag et Hushjørne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
