Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
høj, graaskægget Skikkelse i en lys Kappe og
med en Kæp lagt som etSlagsværd op paa Skuldren,
— Fritjof!
I sin glade Overraskelse havde Per nær raabt
Navnet højt. Han vilde staa op for at give sig
tilkende, men betænkte sig pludselig og blev
siddende. Han tog endog en Avis og skjulte sig
bag den, mens Fritjof skred forbi ham ind i det
tilstødende Værelse.
Det var en vis Skamfuldhed, der fik ham til
at gøre sig usynlig. Han var kommen til at
tænke paa, at Fritjof rimeligvis vilde spørge ham
om, hvordan det gik med hans store Planer, og
det vilde genere ham at maatte tilstaa, at han
ikke var kommen et Skridt videre med dem.
Han mindedes, hvordan han oftere under deres Dis-
kussioner i Berlin havde brugt temmelig dristige
Ord om den Opsigt, hans Ideer havde vakt hos
Sagkyndige, og om de Forventninger, man knyttede
til deres Gennemførelse.
Men der skulde ogsaa nu tages fat med for-
nyet Kraft. Jakobe havde Ret. Det nyttede ikke
at vrage mellem Midlerne og Hjælperne. Sagen
skulde frem nu, hvad der saa end skulde ofres!
Han fortrød dog ikke sit Brud med Max
Bernhardt. Med den Mand vilde han aldrig have
kunnet arbejde. Derimod indrømmede han, at
hans Vægring ved at forsone sig med Obersten
var en Dumhed, en Barnagtighed. Hvor taabelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
