Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
hvorpaa Solskæret ligesom dvælede husvant paa
de brede Vinduskarme, i selve Stuernes lidt inde-
lukkede Luft, hvori der kunde spores en svag
Tørveos fra Køkkenet, — der var i alt dette noget,
der omsluttede ham som en moderlig Favn.
Hoijægermesteren, der en Tid havde slaaet
sig ned inde hos dem, rejste sig pludselig med en
Bemærkning, som Per ikke opfattede, men som
øjensynlig gjorde hans Kone lidt urolig. Nynnende
gik han gennem Havestuen tilbage til sit Værelse,
hvortil Døren hele Tiden havde staaet aaben, og
lidt efter hørte man ham slaa et Vindu op der-
inde. Saa bragede med eet Tonerne af et Valdhorn
ud mod Bakkerne og Skoven.
Blandt de mange løjerlige Indbildninger, hvor-
med Hofjægermesteren opretholdt sin Selvfølelse,
var ogsaa den, at han var en Virtuos paa Messing-
instrumenter. Først spillede han nogle raske
Jagtsignaler, ... og Ekkoet ovre i Skoven svarede
ligesom med en hengemt Klang fra hine fjerne
Tider, da Hofjægermesterens Forfædre sprængte
deres blodige Vej gennem Tykningerne. Saa fulgte
et Par Fædrelandssange, hvorefter han mere og
mere gav sig hen til den lumre Følelsesfuldhed, der
er de enfoldige Hjerters eneste Poesi. Det lød for-
skrækkeligt. Tilsidst gennemspillede han Melodien
til »Det er saa yndigt at følges ad«, og, for ret at
lægge en smægtende Inderlighed i Foredraget af
den gamle Sang til Ægtehjemmets Pris, lod han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
