Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
Armene mod Inger, kaldte Per sin Søn og gav
dem med Taarer i Øjnene sin Velsignelse.
Hvorledes Frieriet i Grunden var gaaet for sig,
vidste Per knap nok selv. Han maatte bagefter
lade sig det fortælle af Inger, og hun fremstillede
det paa en Maade, der ikke var fri for at gøre
ham en lille Smule latterlig. Hun havde, beret-
tede hun, ved de fremmede Præstefolks Bortgang
villet følge med Forældrene ud til Vognen; men
Per havde da pludselig grebet hende om Haanden
og holdt hende tilbage.
»Jeg havde virkelig nær skreget, saa haardt
du tog. Du skulde bare vide, hvor ondt det
gjorde. Du havde fortjent, at jeg havde sagt
Nej.«
Hun sagde dette uden alt Skælmeri. Det var
en alvorlig ment Beklagelse. I det hele var hun
aabenbart foreløbig mindre optaget af Per end af
Tanken om den Lykke, hun havde skænket ham.
Til nogen Fortrolighed mellem dem kom det da
heller ikke denne første Dag. Per kunde tydelig
mærke, at Inger undgik at komme paa Tomands-
haand med ham. Af Frygt for et Afslag vilde
han derfor ikke engang ved Bortgangen, da de
dog var et Øjeblik alene i Forstuen, bede hende
om et Kys, og han maatte drage af Gaarde med
tør Mund. I Virkeligheden følte han sig heller
ikke krænket af hendes Skyhed. Det var jo
netop denne kyske Blu, denne stolte Uberørt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
