Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ellex’ oppe paa de store heier ovenfor byen
en sommeraften! Hvor en vassede gjennem
røslyng og ixxelbær og ki’ekling, mens sjøen laa
mørkeblaa og fi’isk i kveldsolen, der som en
gyldengul stribe straalede langt, langt derborte
over lyng og hei.
Aa, hjemme var bedst — og der var en
al-di’ig alene.
Men imorgen maatte hun gjøi’e noget —
te-legi’afei’e eller skrive, eller reise til Heidelberg,
eller snakke til politiet.
Og Maren Ragna gi’æd sig isøvn den nat ogsaa.
— Hun vaagnede ved ilsomme, kjendte skridt,
døren blev revet op, og Othar styi’tede ind, ben
til hendes seng, knælede foi’an den og ti’ykkede
hende op til sig. Han saa bleg og foi’vaaget ud,
var rødflammet i ansigtet, havde endnu hatten
paa, men den lyse ki’øl stod kjækt frem i
panden, som den pleiede.
«Aa Gud — er du der endelig!» — Mai’en
Ragna knugede sig ind til ham og begyndte at
storhulke.
«Sødeste Perleblomst — har du ventet?»
«Aa, jeg har havt det saa fi’ygtelig — aa, at
du kunde bli saa længe boi’te.»
«Jeg kunde ikke komme før, Perleblomst,
jeg kunde jo ikke skille følge — umuligt.»
«Ja, men du kunde ski’evet,» hulkede hun.
«Vi var jo op i bjergene, Pei’leblomst — det
var ikke muligt.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
