Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En anden Gang traf Otto og Schiøtt sammen
ved Bortgangen fra Theatret, hvor der var blevet
opført et nyt Stykke, der udmærkede sig ved en
saa simpel Inderlighed, en saa skjøn lyrisk Diktion
samt en saa fortræffelig Udførelse, at
Begejstrings-glæden ligesom vedblev at summe om det
udstrømmende Publikum.
Schiøtt og Otto vedbleve at gaa nogen Tid
i Tavshed. Endelig sagde Schiøtt: »Naa, hvad er
saa Deres lærde Dom over Stykket?«
Otto svarede: »Jeg føler kun det Ene, at den
Digter, der skriver et saadant Stykke, maa ved
sin Død afgive en skjøn Sjæl til Vorherre.«
»Hml« sagde Schiøtt, »det var et Udtryk,
som en Bladanmelder vilde misunde Dem. Den
kunde vist magelig strækkes til to Spalter.«
Otto følte paa Schiøtts Tone, at der under
de halv spottende Ord laa en virkelig Ros, og
tav i stille Stolthed.
»Det kommer kun an paa,« vedblev Schiøtt,
»om Billedet indeholder Sandhed. Maaske De,
fordi De indsuger Stykkets Skjønhed, efter Døden
stiger op til Deres Herre — for at tale den Slags
Sprog — medens Digteren, der har givet det fra
sig, stiger ned et andet Sted.«
»Det er underligt .... jeg har hørt en
saadan Ytring før; men det er dog en urimelig
Tanke!«
»De har maaske læst den hos Plato; han
gjør netöp stor Forskjel paa en Digter og en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
