Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. 5. Oktober 1884 - Rusticus. Fra Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
Nr. 4.
Hun havde de förste Dage været ganske
lam-slaaet af Fortvivlelse. Nogle gamle snakkesalige
Tanter, hvem Faderens tavse Alvor og spartanske
Levevis i mange Aar havde holdt borte fra Huset,
indfandt sig nu igjen for at tage sig af hende, og
begyndte strax med stor Geskjæftighed at ordne alt
til en saa vidt muligt anstændig Begravelse, træffe
alle Forberedelser og samle Efterladenskaberne.
Af disse var der ikke mange. Det var ikke
ganske uden Grund, naar de gamle Damer under
deres ivrige Eftersøgen i de tomme Skufler og luftige
Skabe rystede paa deres betænksomme Hoveder og
sukkede. Den døde havde haft sim Begreber
om de Ting, som Rust og Mol kan fortære; og det
kunde maaske have set galt nok ud for Agnete,
dersom det ikke havde været saa heldigt, at den
svagelige Knkegrevinde paa Norrekjær netop samme
Tid søgte efter en ung, vakker Pige, en Slags
underordnet Selskabsdame, der ved Klaverspil og Piquet
kunde adsprede hende i hendes Sygdom. En af
Tanterne tog sporenstregs derover i sort Silkerobe
og med en hel Svalerede paa Hovedet, og der blev
ikke liden I .ykke blandt de kjære Slægtninge, da
hun ved Tilbagekomsten kunde melde om den
naa-digste Modtagelse.
Agnete gjorde ingen Modstand. Som en ganske
viljeløs Ting lod hun de andre raade for alt, og sad
blot og hulkede i sit Lommetørklæde. Fqrst da hun
paa denne Aften, efter Jordfæstelsen, sad i Vognen,
og under lanternes trestemmige Formaninger og
Advarsler mærkede Lugten af Selesværte og rullede
bort gjennem Pilelaagen først da gik det egentlig
ret til fuldt op for hende, hvad deL var, der var
foretaget med hende, og hvortil hun kjørte.
Kun én Gang for havde Agnete set Grevinden.
Det var endda flere Aar tilbage, ved en Bispevisitats
i en af Nabosognets Kirker, hvor hun pludselig midt
under Prædikenen var bleven rod ved at opdage en
Guldlorgnet rettet imod sig fra Pulpituret. Det var
vel overhovedetalt, hvad hun nogen Sinde havde mødt
fra den Kant. Men allerede fra sine første
Barnedage havde dette unge Hjærte indsuget et stille
brændende Had, en begejstret Foragt for alt det store og
rige, under hvis Haan og Forfølgelse hun havde set
sin Faders Haar graane.
Dette knejsende Herresæde, hvis Navn aldrig
var bleven nævnt i deres Hjem. uden hans Öjne
brændte og hans Pande rynkedes a f Forargelse, havde
været blandt det første, der fik hendes unge Blod til at
banke. Med en hemmelighedsfuld Rædsel havde dets
straalende Fester, dets larmende Jagttog og Faklerne
i de mørke Ringgrave, hvorom hun havde hort saa
meget fortælle, spundet sig ind i hendes tidligste,
trodsige Barnedrømme. Endnu kunde Synet af dets
guldglimtende Spir over de fjærne Skove og over
Mosemændenes fattige Boliger faa Blodet op i hendes
Kinder; og naar Faderen kom hjem med sit mørke
Aasyn og sine sammentrukne Bryn, flöi hendes Tanke
strax derhen som til hans Mismods rette Kilde.
Og nu kjørte hun, hans Datter, snart ind gjennem
dets Porte!
. . . Hun var hurtig bleven rolig og besluttet.
En svulmende Følelse af Begejstring og brændende
Trods, der i et kort, ligesom glimtende Minut havde
betaget hende oppe paa Kirkegaarden, da Fadferens
faa, men trofaste Venner sænkede hans Kiste i Jorden,
blussede atter op i hendes unge fyrige Hiærte.
Sket var sket; nu vel. Men var der ikke i dette
ligesom en Stemme fra selve Himlen? . . . Var det
ikke, ligesom én fra Mørket hviskede hende i Oret,
at hun liim var den, der var bestemt til at tage
Kampen op med den dødes Sværd — og i selve
Fjendernes Lejre.
Hun følte sig saa guddommelig stærk med ét.
som den fyrige Væbner, der ved Nattetid, og med
sine Vaaben skarpt slebne under Kappen, sniger sig
ind i den befæstede Borg — for at hævne.
Hvordan var det nu med de gamle Tanter r
de havde jo dog saa mindelig bedt hende at være
paapasselig og huske paa, at hun gik ind i Landets
förste Familie. Hun skulde jo sige hendes Naade ,
ikke sandt — og helst kysse Grevinden paa Haanden
förste Gang, de modtes. Hun havde jo ogsaa ’■an
meget naadigt erindret hende fra hin Bispevisitats,
havde de sagt — og endogsaa fattet Godhed fot
hende, var det ikke saa?
Agnete smilte, da hun, ligesom ud fra en Taage,
erindrede disse Ord ... et kampberedt Smil. Hun
hævede Hovedet, foldede Hænderne fast i Skjødet og
svor i Stilhed, de skulde føie, hun var Præ-sten Thi :
bjørnsons Datter!
Vognen kjørte nu ned ad den sidste, stejle
Bakke-skraaning. Agnete skjød hastig Vinduet ned, lig.
som for at faa Luft, og skimtede under sig giennem
Regnstøvet det mægtige Mosedrags mørke Øde, hv< r
over Taagerne hvilede som i et Moderskjød.
De rumlede over en Bro. Vejen drejede, og fra
dens højre Side skinnede en Række kummerlige Lys
ud i Mørket. Det var Mosekjærshusenc . De laa
dér, Side om Side. som en lang og sørgelig Historie.
sammensunkne over den fugtige Mosegrund og
støttende sig til hinanden i deres Affældighed,
ligesom de Mennesker, de husede.
Over de hvide Stykker, der var hængt for de
smaa Vinduer, men som kun dækkede disse- nederste
Halvdele, kunde Agnete, idet hun kjørte forbi, se
helt ind i Stuerne. Rum paa Rum, Hjem efter Hjem
det ene trangere og tristere end det andet, for hende
forbi i al sin dagligdags Nøgenhed, og fortalte i
Forbifarten sin kummerlige Historie.
Hist stod et udtæret, halvt afklædt Fruentimmer
i en hullet Særk og holdt en osende Tællepraas hen
over en bred Seng med sex slumrende Barnehoveder.
Manden var sunket sammen af Træthed og so\ med
Panden tnod Bordpladen, mens en ung, b!eg Pige
rørte en Vugge i Krogen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
