Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 6. 9. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
at vaase, blande Pantheisme, Materialisme, Dualisme,
kort: alle mulige og ikkemulige (f. Ex. Atheisme)
v Ismer sammen o. s. fr.
Der findes dog ogsaa i Brevsamlingen mere
harmløse og godmodig spøgende Udgydelser. Et Brev af
19. Juni 1833 begynder f. Ex. saaledes: Eduard
Collin kjcirt forbi Damsgaard, uden at tage dens
Mærkværdighed — jeg mener: S. T. Hr. Christian
Bredahl — i Øjesyn? Hvilken Vej for De da ad den
Gang? thi kun fra to Veje kunde De se mit Slot;
af disse fører den ene lige forbi Slotsporten, og vidste
jeg, at De var kjørt forbi ad denne, saa kjørte jeg
ind til Hovedstaden, blot for at kjøre forbi Nr. 159
i Bredgade. Den 8. Juni indtraf jeg i Slagelse, kort
før Prins Christian ankom; dog tog Byen ingen
No-tice af den ene af os to. Honoratiores vare paa
Benene, Borgerskabet præsenterede, i Ered til Krig
parat. Jeg kunde ikke tro andet, end at alt dette
skete i Respekt af min Ankomst, skod derfor Hjærtet
op i Livet, rettede min krogede Skrud, satte min
temmelig uanselige Kabuse paa Snur, gik med
gravitetiske Skridt, satte Næsen i Sky og gav mig en
Mine, som — en Mine, der — en Mine — ja, en
Mine over alle Miner, der tydelig viste, at jeg vidste,
hvilken Karl jeg var. Som jeg nu var i Begreb med
at tilnikke vedkommende mit Bifald, raabte en
Brænde-vinsmand (en af mine fordums Skolekammerater), som
stod paa en Trappe: Hejda, Bredahl! kom hid, du!
her kan du se Prinsen!. — Selv Prins! sagde jeg,
dog saa sagtelig, at ingen kunde hore det; thi ikke
enhver, skal jeg sige os, kan taale at høre Sandheden.
Han fortæller dernæst, at han paa Hjemrejsen til sit
Slot blev gjennemblodt og som Folge deraf af
Forkølelse blev forhindret fra at komme til Væddeløbet
den i o., hvor han nok tænkte, at Collin vilde komme,
og hvor hans »to udmærkede Bæster (som har draget
Plov i 12 samfulde Aar, og som jeg, med Hensyn
til deres sjældne Venskab for hinanden, har kaldt:
Orestes og Pylades) vilde gjort en smuk Figur-. Og
han fortsætter saa: Siden jeg just taler om Bæster,
tænker jeg med Smerte paa min dramatiske Pegasus,
som forgjæves — stakkels Bæst! — gjør sine
Krumspring for Publikums Øjne. Paa Bæstets Ryg gimper
min Musa og sørger saare. Jeg trøster hende med:
at den største Lykke, Sækken kan forlange, netop
bestaar i, ikke at ænses; at hun ikke maa fortvivle,
om end en og anden peger paa hendes Rozinante
og raaber: Hvad den slemme Syge er det for en
Rallike, der kommer bag efter, som tyndt 01? —
leg bad hende betænke, at hendes Kvide er en
naturlig Straf for hendes Vanart, der støder alle Partier
og Kompagnier fra sig med Mixturer, som nogle
erklære for aldeles forgiftige Dosisser, andre for mere
skadelige end gavnlige, og Resten for noget, der ikke
rager smagfulde Folk. Hun har lovet mig herefter
at holde sin Mund og beseglet Loftet med en
forfærdelig Trumf.
Aaret efter fortæller dog et Brev, af 4. Maj 1834,
at han har udspekuleret et Lystspil i 5 Akter med
Nr. 5.
4 Kjærester i, som han gjærne vilde have solgt til
Reitzel eller en anden mulig lysthavende, da det gaar
meget langt over hans Evne denne Sinde at bestride
Trykkeomkostningerne. Samtidig beretter han,
hvorledes det var gaaet med sidste Del af hans
Hovedværk. Trykkeomkostningerne for 6te Del af Dram.
Scener (13S Rdl. 72 S.) — hedder det — har jeg
faaet ind — ja, naar jeg regner alt nøje ud, faar jeg
endog et Par Rdl. i ren Profit, saa at jeg i Evighed
kunde leve af Profiten og endda have to Rdl. tilovers,
naar blot jeg, min Ægteviv og mine Born kunde leve
af Luften. Overalt burde visse Poeter være maveløse
og aldeles intet behøve, Luft undtagen, hvorimod andre
burde have to Maver og to Skrog hver, paa det
Staten ikke skulde lide noget Tab derved, at
Konsumption og Industri formindskedes ved et
formindsket Antal af Maver og Kroppe, thi Kjødmassen maa
vedligeholdes, i alt Fald paa Hovedet nær, som en
Poet meget vel kan undvære, naar han indskrænker
sig til rimet Prosa, jævn og vandig, pumpet op fra
enhver Post i Hverdagslivet og tilbørlig sorteret og
justeret. Jeg har ellers hort fortælle, at nogle
patriotiske Avisskrivere og andre Venner af Staterne her
paa Planeten ville have de vilde Poeter rent
udryddede som Demagoger, hvorimod de tammes poetiske
Øg skulde fole og fores med Havre fra • Staternes
Magasiner. Jeg tror rigtignok, at Staterne paa denne
Maade vilde faa et talrigt Stutteri, men jeg tror
derimod ikke, at de vilde Poeter, som ere saare faa,
gjøre mindste Skade, thi skikkelige Folk i
Almindelighed bryde sig i Grunden ikke om deres Vildskab,
og Pøbelen kunne de ikke demagogisere, saasom den
slet ikke vilde kunne forstaa dem, om de end vidste
at de vare til; saa at de, efter min Mening, ere
uskadelige Dvr, man saa meget mindre behøver at udrydde,
som den ringe Rest, næst Kjødets Bistand! snart vil
forgaa af sig selv.»
Digteren var sig altsaa vel bevidst, at hans
Poesi med de vilde Fugles Flugt maatte gaa højt
over den store Mængdes Hoved. Ogsaa i sit daglige
Liv havde han sikkert ofte vanskeligt nok ved at
komme til Rette med sine nærmeste Omgivelser, og
Tidens optrækkende demagogiske« Tendenser havde
i hvert Fald ikke hans Sympathi. I et Brev af 13.
Dcbr. 1834 skildrer han sin Ulyst til at barbere sig,
inen siger, at hans Ægteviv stedse gjør Indsigelser,
naar han vil lægge sig et Gedebukkeskjæg til, og
kjæpper ham til at ødelægge Plantagen. »Forleden
Dag — hedder det saa — »vilde jeg bildt hende
ind, at der var udkommen en Forordning, som
befalede, at vi valgberettigede Bonder herefter skulde
lade Skjægget voxe og tale ud af Skjægget til vore
Kvinder, men den Snak mente hun var lang nok*).
*) Hvad Digterens Vdrc forøvrigt angaar, fortoller han i et Hrcv
af 25. Juni 1S33, at en Kaptejn Bum har malet lians Gefjses
i Pastel og foræret ham Maleriet, som han derpaa har forsynet
med lueforgyldt Kamme og hsengt i sin Højsal. »Nu har han
sat Gefjæset paa en Sten. — hedder det siden i Brevet —
»og det skal nu litograferes. saa at bem.-eldte Geijæs nu kominer
_85 HJEMME OG UDE.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
