Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 22. 1. Marts 1885 - Steenbuch, Axel. Gudedrikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 22.
274
Og da trak hun Vejret dybt, rettede sig op i
sin fulde Højde, vendte sig om og stod med Armene
foldede over Brystet og saa ud i Stuen.
Saa meget Lys, som en stjærneklar Vinternat
kan byde, faldt ind gjennem Vinduet og spredte sin
Halvklarhed over Bordet med Glassene og over de
mørke, bløde Stole.
Nogle Skridt gik hun frem. Her havde de
staaet, da han tog hende om Livet og sagde hende,
at hun var berusende. Hun satte Hænderne mod
sine Sider og søgte at tænke sig, hvordan hans
Arme havde trykket hende imod ham. Hun gjorde
det med en Gysen, men hun vilde prøve det. Hun
satte sig hen i den Stol, hvor han havde siddet og
holdt hende paa sine Knæ; og meel en Foleise af
Væmmelse lagde hun sig halvt ud over Stolen,
pressede sin ene Haand mod sit Bryst, hvor han
havde trykket sin Hage ned, tog den derfra igjen
og lod den glide op under Natkjolens andet Ærme.
Paa Bordet stod Glassene og Resten af
Champagnen. Hun skjænkede op i sit Glas, holdt det op
imod Vinduet, saa hun kunde skimte Drikkens matte
Perlen, og hun drak den ganske langsomt, Draabe
efter Draabe. Det smagte hæsligt og fik hele hendes
Legeme til at ryste, men hun tomte Glasset. Da
den sidste Draabe var kommen indenfor hendes Læber,
satte hun det haardt tilbage paa Bordet, saa Foden
knækkedes.
Hun havde gjort alt dette ligesom instinktmæssig;
det var, som om det var noget, hun havde været
nødt til at gjøre, noget, som hun ikke havde kunnet
lade være. Væmmelsen, som martrede hende, fødte
dog ingen Tanke, som forklarende kastede sit Lys
tilbage over Fortiden, fodte heller ingen Tanke, som
styrkende kunde pege frem. Hun var bleven træt,
og Trætheden var ved at gaa over til Slovhed.
Der lød Stemmer ovre fra den anden Side af
Gaden, en grov, bandende, en anden hvinende. Hun
løb hen til Vinduet. Der var intet at se. Lyden
kom fra Gjenboens Kjælder. Den grove Stemme
blev ved at bande; den anden gled over i skrigende
Graad. Der lød Slag mod Kjælderdoren, og et
Ojeblik efter gik den op. Det var Manden, som
smed sin Kone op paa Gaden og smællede Døren
til efter hende. Hun var i det blotte Linned, havde
nøgne Fødder, intet andet paa end en stumpet,
pjaltet Særk.
Fruen deroppe blev betaget, fik Medlidenhed og
var lige ved at aabne Vinduet og kalde Konen op
til sig. Men saa saa hun hende liste sig ydmyg hen
til Doren, græde og tigge om at maatte faa Lov til
at komme ind igjen.
Og saa rog Medlidenheden. »Pjalt U
mumlede hun.
Manden aabnede Døren paa ny, men kun for
at stikke sin Arm ud, væbnet med en Stok. Han
slog Konen over Benene, fik hende til at danse med
de nøgne Fødder paa de kolde Sten; slog hende
gjennem Særken, saa hun skreg af Smerte.
Pisk hende! mumlede Fruen, ude af sig selv.
Men mellem hvert Sinertensskrig dernede paa
Gaden lod Konens Tryglen om Lov til bare at komme
ind igjen. Og saa fik hun tilsidst, hvad hun bad
om. Klynkende smaat forsvandt hun efter Manden i
Doraabningen, og alt blev stille.
Fruen vendte sig paa ny fra Vinduet. Der
vaagnede en Tanke i hende. Den fik Form af
Taknemlighed over, at han ikke havde sögt at flattere,
hvad han gjorde, ikke havde smykket sin Bortrejse
med mere eller mindre rorende Bevæggrunde eller
Biomstændigheder. Tænk, om lian f. Ex. havde
været bedrøvet i Aften, alvorlig, tavs i Stedet for
overgiven og kaad! eller tænk, om han havde sögt
efter Evne at sørge for hende, selv taget kun det
nødtørftigste med sig, i Stedet for at tage alt, saa
hun intet havde tilbage! eller tænk, om han, inden
han gik, havde været inde at kysse Børnene! eller
hun havde funden et Billede af sig selv gjemt nede
i Tasken eller Vadsækken! — Saa var hun maaske
bleven svag! saa havde hun ikke været helt fri og
helt stærk, som hun nu følte sig!
Med raske Skridt gik hun ud af Stuen, tilbage
til Sovekammeret. Paa Vejen kom hun forbi Døren
til det Værelse, hvor Børnene laa, og hun hørte den
mindste græde. Det var hendes Born, tænkte hun,
hendes alene! hun havde kjøbt dem af ham for en
Vadsæk med Guldmonter og en fin lille Rejsetaske!
Hun aabnede Døren og gik derind. Den Pige,
som skulde passe de Smaa, laa og snorkede med
aabenstaaende Mund og syntes at have forsvoret at
ville lade sig vække. Den lille mindste græd, som
om hun havde grædt længe. Nu vaagnede den
anden ogsaa og stemte i med.
Hun tog dem da begge op, en paa hver Arm,
og bar dem ud med sig. Pigen vækkede hun ikke.
Inde i Soveværelset var der mørkt. Hun lagde
sig i sin Seng, med Børnene i sine Arme, og laa
længe med aabne Øjne og saa ud i Værelset.
Der var ikke meget at se. Ingen Gjenstand
formede sig skarpt; blot som dunkle Taager skimtedes
Folderne af Gardiner og Drapperier — dunkle Taager,
som ventede paa Dagslyset for at faa Form og
Farve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
