Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 24. 15. Marts 1885 - Edgren-Leffler, A. Ch. Nogle Londoner Typer. Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer - Macchiavelli, Niccolo. Belfagor. Novelle ved S. Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har i Sinde at tale om det eller det Æmne. Titlerne
paa hans Foredrag kan undertiden være besynderlige
nok, saasom: Jesus, Shelley and Malthus — Labors
Prayer o. s. v. Mr. Bradlaughs Navn hilses, strax
idet det nævnes, med langvarige Bifaldsklap. Efter
at Taleren har ytret endnu nogle Ord, Oplysninger
om de følgende Ugers Foredrag, en Opfordring til
Forsamlingen til at forholde sig rolig under selve
Foredraget og gjemme sine mulige Indvendinger, til
Mr. Bradlaugh har sluttet, hvorefter det skal staa
enhver frit for at gjøre Bemærkninger og stille
Forespørgsler, rejser Mr. Bradlaugh sig op. Atter
en længe vedholdende Bifaldssalve, der voxer, dæmpes
og voxer igjen, indtil Taleren med en vis
Utaalmodighed strækker Haanden ud for at paabyde
Tavshed. Bradlaugh synes utvivlsomt om at blive
hilset med Haandklap — og hvilken Taler gjør ikke
det — han lægger næsten altid i Slutningen af hvert
Afsnit et beregnet Fynd, en oratorisk Finte, der
sædvanlig gjør, at de sidste Ord i Perioden drukne
i Bifald. Men lige som han saaledes ikke kan
frikjendes for med Flid at fremkalde Bifaldsytringer, er
han dog paa den anden Side alt for hæftig og
utaalmodig til længe at kunne finde sig i paa denne
Maade at berøves Ordet, mens han staar paa
Talerstolen.
Hans udstrakte Haand paabyder Tavshed, hans
Publikum kjender ham, og der bliver Stilhed.
Men er det den omtalte vældige Taler, der skal
være saa frygtelig for sine Modstandere! Kan denne
sagte, lidt sødladne Stemme imponere saa stærkt og
samle saa begejstrede Skarer!
Hans Ydre er kraftigt, en høj, noget fedladen
Skikkelse, et meget bevægeligt Ansigt fuldt af Energi
og Lidenskab. Og Stemmen voxer; dette milde,
sagte, næsten ydmyge Tonefald i Begyndelsen er
kun en Manér — næsten alle Talere har en eller
anden lille Ejendommelighed i Begyndelsen, inden de
blive varme af deres Æmne. Snart slippes Røsten
løs i hele sit Omfang og gjør kun et saa meget
vældigere Indtryk, fordi den havde begyndt med ikke
at give Grund til synderlige Forventninger. Og
tilsidst voxer denne Stemme, der først blot lød som
det sagte Sus i Trætoppene før Uvejret, til en
Storm, en ren Orkan, der rydder alle Hindringer paa
sin Vej, river Smaabuske op og kaster dem til højre
og venstre, brækker skjøre Træstammer, ja rykker
hundredaarige Træer op med Rode. Tilsidst naar
den ogsaa Havet, Bølgerne rejse deres Kam paa
tværs og vælte sig fraadende og drønende mod
Strandbredden. Det gjælder at være fast som en
Klippe for ikke at blive reven om Kuld af denne
Storm.
Tilhørerne sidde aandeløse, medens Uvejret raser;
det er næsten ikke muligt at gjøre nogen Indvending,
man faar ikke Tid dertil, hvis man ellers skal følge
med denne Strøm af Ord. Man føler instinktmæssig,
at her findes fuldt op af ubeviste Paastande,
overilede Domme, Godtkjøbs Slutninger; men det lykkes
én ikke at klare sin Opfattelse deraf, thi saa længe
Talens Strøm bruser frem paa denne Vis, rives man
blot med — mod sin Vilje. Ikke just fordi Taleren
virker sympathetisk — det er næsten det modsatte
paa mig og jeg tror i Almindelighed paa dannede
Mennesker. Paa Almuen derimod virker han fængslende.
Han er en Folketribun af første Rang, og man maa
beundre ham som en saadan, selv om man frastødes
af dette noget hos ham, som Englænderne kalde
»vulgar« (simpelt).
(Fortsættes.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
