Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 24. 15. Marts 1885 - Grigoròwitsch, W. Moder og Datter. Et Efteraarsbillede. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME
OG UDE.
Nr. 21.
og gik til Sengs; drukket havde de allesammen, og jeg var
den Gang ikke hjemme hos mig selv, men paa Besøg i den
anden Ende af Byen hos Gudmoderen til min første Dreng.
Ud paa Natten skulde den Ulykke hænde, at en af Mäschas
Svigerinder, Dårja hed hun, i Søvne kom til at ligge sit Barn
ihjel. Drengen var lige gammel med mit Barnebarn og havde
samme Navn som han; de hed begge to Petrüschka. Moderen,
Darja, vaagnede ved at føie, at Barnet var blevet koldt, og
gav sig lil at skrige som en rasende over hele Huset: »Aa,
Gud hjælpe os, Petrüschka er død!« Mäschas Dreng laa for
sig selv i en Hængekøje, men det tænkte Staklen ikke paa.
Hun vaagnede ved Skriget og troede, at det var hendes
Petrüschka, der var død. Som en besat sprang hun ned fra
Ovnen, hvor hun laa, og kunde i sin Skræk ikke finde Vuggen.
Hvor skulde hun ogsaa finde den dér i Trængslen og Roderiet;
tillige var der saa bælgmørkt, at man ikke kunde se en Haand
for sig. Saa for hun omkring fra den ene Ende af Stuen til
den anden, væltede en af de andre Vugger og faldt selv, saa
lang hun var; dér laa hun paa Gulvet i Mørket og slog om
sig og skreg, ør i Hovedet som hun var af at være vaagnet
op i Forskrækkelse. Det kunde de andre den Gang ikke
forstaa; de talte hende ikke til Rette, men gav sig til at banke
hende, saa hun blev meget værre; da de slet ikke kunde styre
hende mere, bandt de hende og trak hende ud i Forstuen.
Det var jo ikke af Ondskab, at de gjorde det, lille Fa’er, men
fulde og forvirrede vare de, og desuden skulde Ulykken en
Gang ske. Næste Morgen, da de lukkede Døren op, sad
Måscha midt paa Gulvet i Forstuen og fortalte en hel Mængde,
som der ingen Mening var i; hun kjendte heller ikke rigtigt
nogen af sine egne mere. Fra den Tid blev det værre og
værre, min Beskytter. Tale vilde hun ikke med noget
Menneske; det var, ligesom hun havde mistet Mælet, tillige blev
hun meget uregerlig; der var ingen, der kunde faa Magt med
hende, naar hun begyndte at slaa omkring sig. Paa den
Maade blev hele Familien snart led af at have hende i Huset.
Om de lige i Begyndelsen havde talt godt for hende og taget
hende med Vare, kunde det, kan hænde, været gaaet over
igjen eller blevet noget bedre; men da de nu en Gang havde
forsøgt det med det onde, blev de allesammen ved at skubbe
til hende. Vi Bønder ere jo ikke klogere end som saa. Jeg
sagde det nok til dem og bad for hende, men det hjalp ikke
noget. Nu er jeg den eneste, som hun lystrer. Begynder
nogen anden at tale til hende, især af Mandens Familie, saa gaar
det ikke godt. Sit eget Barn kjender hun heller ikke mere;
Familien har ogsaa helt taget det fra hende; de ere bange for,
at Drengen skal komme noget til, og det kan gjærne være.
Ulykken er altid paa rede Haand. Gud hjælpe os allesammen.
Og den gamle Kone gav sig til at græde bitterlig. Jeg
stjal mig til at se, hvad der var blevet af Måscha.
Hun gik bagefter os, langsomt og i forsigtig Afstand.
Sin Stok havde hun viklet ind i en Klud og holdt den med
begge Hænder varsomt op til Brystet ligesom et lille Barn.
Med Øjnene fæstede paa Gjenstanden for sin Kjærlighed
nikkede hun ad den og smilede uden at bekymre sig om den
kolde Vind, der uafbrudt blæste op i hendes Pjalter.
»Er hun altid saa stille afsig, naar hun er ene med dig?«
spurgte jeg.
Ja, for det meste, min Forsørger. Somme Tider gjør
hun sig lidt balstyrig, men det gaar over igjen, naar man lader
hende i Fred.«
Under vor Samtale vare vi naaede hen til et Kapel ved
Vejkanten. Dér stod den gamle stille og korsede sig. Da
hun vilde gaa videre, gjentog jeg for hende min Besked om
Vejen, hun havde at følge, og sagde hende Farvel. Ved at
vende mig om saå jeg Måscha springe over Grøften ind paa
Marken for ikke at møde mig. Holdende Stokken omhyggeligt
ved Brystet ligesom før, løb hun over de frosne Lerklumper
paa Brakjorden, for efter at have gjort et stort Sving at vende
tilbage til Vejen og indhente Moderen.
Jeg begav mig hjemad langt fra i samme sorgløse
Stemning, under hvilken jeg havde begyndt min Spaseretur.
Vejret var ogsaa blevet daarligt. Blæsten tog stadigt til, og
Efteraars-Tusmørket lagde sig tættere og tættere over Markerne.
Det var fuldstændig mørkt, da Lvssne fra Vandmøllen
blinkede mig i Møde. En anden Række Lys omme bag ved
Piletræerne sagde mig, at jeg var hjemme.
Tre Dage senere mødte jeg atter den gamle Kone og
hendes Datter. Det gik saaledes til.
I Forretningssager skulde jeg absolut tage over til en
lille Ejendom paa den modsatte Bred af Okå. Med hver
Time maatte man vente den rigtige Vinterfrost, der kunde
lægge Floden til og for nogle Dage, indtil Isen blev sikker, afbryde
Forbindelsen med Beboerne paa den anden Side; jeg skyndte
mig derfor at benytte den sidste Lejlighed til at komme over
med Færgeprammen. Klokken otte om Morgenen var jeg
allerede et godt Stykke paa Vej og nærmede mig til Okå.
Der var smukt i den tidlige Formiddagstime; Natten havde
bragt os den første Sne. Omgivelsernes strænge skinnende
hvidt blev mindre skarpt og mildere under Skjæret af den
matanløbne staalblaa Morgenhimmel, hvorover Farvetonerne
syntes at vinde i Dybde, efterhaanden som den sænkede sig
mod Horisonten. I Luften laa en særegen styrkende Kølighed,
der trængte igjennem alle Vegne uden dog at bringe
Kuldefornemmelser. Hist og her paa begge Sider af Vejen løftede
sig gamle, enligt staaende Fyrretræer med høje, rødlige
Stammer, hængende Grene og mørkegrønne, pudrede Toppe
under Frynser og Kniplingsværk af nyfalden Sne. Atmosfæren
var til den Grad gjennemsigtig og ren, at de mindste Kviste
øverst oppe i Kronen af Fyrretræerne traadte frem med en
Klarhed som Strøg af en fin og sikker Pensel. Krager og
Alliker kredsede i talløse Svæi ine rundt oppe over Trætoppene.
Saa stille var det, at hver Gang en af Fuglene, skillende sig
fra den øvrige Flok, dalede ned og satte sig i Træet, hørte
man Kvistene knage og Lyden af faldende Sne, som rislede
ned fra Grenen, idet den bøjede sig.
Jeg kjørte op mod Okå fra den Side, hvor Bredden er
bakket og saa derfor ikke noget til Floden, før jeg befandt
mig lige paa Kanten af Brinken, der ned til Vandet falder af
i ulige høje, bratte, stenede Fremspring. Oppe fra Skræntens
Rand aabnede sig et uoverskueligt Panorama. I Billedets
Forgrund: Strømmen, der vandt sig som et bredt mørkeblaat
Baand hen mellem de svanedunshvide oversneede Bredder.
Hinsides Floden, paa det Sted, hvor Færgen lægger til, stod
nogle Vandpytter som sorte Prikker paa den lyse Grund.
Længere tilbage blev Udsigten videre; nogle Stykker
Skov-og et Par Landsbyer tegnede sig derom i violette Strimer og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
