Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 26. 29. Marts 1885 - Edgren-Leffler, A. Ch. Nogle Londoner Typer. Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325
HJEMME OG UDE.
Nr. 26
fatte deres Sag. Lige saa sikkert som Spørgsmaalet
om Kvindens Stemmeret er fulgt efter den ny Lov
om Ejendomsretten, lige saa sikkert vil der, naar
først Principet om Stemmeret er sejrrigt gjennemfort,
derpaa komme til at folge en Agitation for Kvindens
Valgbarhed til Parlamentet.
For Øjeblikket kan en Kvinde ikke en Gang
overvære Forhandlingerne i Parlamentet uden at være
indelukket i et Bur med Jærngitter for højt oppe
under Loftet, hvor man i Halvmørke maa krybe hen
under Bænkene for at komme frem. Og har man
saa med stort Besvær for sine Knæ og til Skade for
sit Toj været saa heldig at naa hen til et af de
forreste Sæder, hvorfra Salen viser sig i
Fugleperspektiv, saa træffer ens Blik den taktfulde
Opfordring, trykt med store Bogstaver over Burets Gitter:
Si I c/icc is requircd (Tavshed udbedes).
Men Tavshedens Tid hører nok op en Gang,
det kan man allerede slutte af adskillige Tegn. —
Tusend Sjæle.
Ruman af Alexis Piscmski. (Foit«i
>Ja, gjør De det,« sagde den gamle; ■ men det er for
skident til at gaa; nu skal jeg strax lade spænde for, tilføjede
han, idet han hurtigt gik ud.
»Gaar du derhen?« spurgte Nastenka.
Ja vist gjør jeg saa.
j-Og naar jeg nu ikke ønsker det?
»Det var et underligt Ønske.«
Godt, vel, sæt nu, at det er underligt; men naar jeg
ønsker det, kan du saa ikke bringe mig det Offer at opgive
den Barnagtighed?«
»Jeg forstaar sletikke, hvor her kan være Tale om Offer.
Jeg har en Visit at returnere, og jeg returnerer den. Hvad
er der i det?«
Der er maaske ingen Ting i det; men jeg ønsker det
ikke. Fyrsten er taget ind hos Generalinden, og jeg hader
det Hus. Du har selv fot talt, hvor køligt de modtog dig.
Hvad Tilfredsstillelse kan del være for dig med din
Egen-kjærlighed, naar de igjen modtager dig med en Grimace?«
»Jeg gaar ikke til Generalinden, som jeg slet ikke bryder
mig om at kjende, men til Fyrsten, og jeg gaar der ikke først,
men besvarer kun hans Visit. -
=Gjør det ikke, min elskede, min Engel, gaa ikke derhen!
Jeg forlanger det bestemt af dig! Bliv hele Dagen hos os.
Jeg slipper dig ikke. Jeg vil se paa dig. Du er saa smuk i
Dag,* sagde hun og greb hans Haand.
»Jeg kommer igjen om et Kvartér.«
Men jeg vil ikke have det, siger jeg dig.-.
-Det er ikke andet end en Idé, og det er en dum Idé,;
sagde Kalinovitsch fortrædeligt.
■ Nej, Jaques, det er ingen idé, det er en Forudfølelse.
Da du fortalte mig, at Fyrsten havde været hos dig, følte jeg
et Stik i Hjærtet, ganske som om dette Bekjendtskab vilde
true os begge med alle mulige Ulykker. Jeg beder dig endnu
en Gang: Gaa ikke hen til Generalinden, gjengjæld ikke
Fyrstens Resng, disse Folk vil ødelægge os begge to.«
Saa det hele indskrænker sig altsaa til at være en
Forudfølelse. Nu er Forudfølelsen altsaa Skyld i det; men
da jeg aldeles ikke tror paa Forudfølelser, saa gaar jeg
derhen,« sagde han spotsk.
>Aa, jeg vidste nok i Forvejen, at dit allermindste Ønske
var dig langt mere magtpaaliggende end Gud véd hvilke
Lidelser, jeg maa bære.«
»Naar du vidsie det, hvad skal saa denne Tale til?«
Nu for Nastenka op.
Hør, Kalinovitsch,« begyndte hun, naar De taler
saaledes til mig, — hendes Stemme bævede, og der var Taarer
i hendes Øjne. Vov ikke at tale saaledes til mig. Jeg har
ofret Dem alt... spøg ikke med min Kjærlighed, Kalinovitsch!
Det kan jeg ikke udholde. Hvis De driver den Slags Spog
med mig, saa dør jeg, det vil jeg blot sige Dem, De onde
Mand!«
j-Det er nok, Nastenka! Hvad skal det til? sagde
Kalinovitsch og vilde gribe hendes Haand; men hun trak den
tilbage.
Gaa Deres Vej, jeg trænger ikke til Deres Kjærtegn!:
sagde hun, idet hun rejste sig og gik; men hun blev staaende
ved Døren.
Hvis De gaar til Fyrsten, saa kom ikke til os, hverken
i Dag eller i Morgen . . . slet ikke. Jeg vil ikke se Dem
. . . . Egoist!«
Kalinovitsch gjorde en Grimace. Nastenka vendte sig
om og gik.
I samme Øjeblik kom Godniev tilbage; allerede i Døren
raabte han:
»Der er spændt for. Kjør med Gud!«
Jeg takker Dem hjærteligst,« svarede Kalinovitsch og
traadte ud af Gadedøren efter at have taget sin Overfrakke paa.
Det var den samme Vogn, i hvilken han for et Aar siden
havde gjort Visiter, den saå blot endnu værre ud; om Vinteren
havde nemlig nogle Gavtyve skaaret Læderet paa Bukken af og
stjaaletdet. Hesten var ogsaa den samme, kun noget tykkere. Paa
Bukken sad den samme Invalid, Rivejærn , hvem den kloge
Pelagia definitivt havde gjort til Kusk, for at han dog skulde
gjøre lidt Gavn for Føden. Den eneste Forskjel var, at
Rivejærn denne Gang ikke gjorde sig behagelig for Kalinovitsch.
Siden han var blevet afskediget, hadede han ham, og naar
han skulde hente noget for ham, blev lian dobbelt saa længe
bone som ellers, hvad der vilde sige meget; thi han var to
Timer om at gaa til Bagerkonen ved Siden af. I Dag kjørte
han Kalinovitsch, som om de var med til en Ligbegængelse.
Da Kalinovitsch safl, at der ikke var noget at stille op
med Gavrilytsch, stod han af Vognen.
Pak dig hjem; jeg vil ikke kjøre med dig, dit Kvæg!
-sagde han og gik videre til Fods. Rivejærn mumlede noget i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
