- Project Runeberg -  Mindefest /

Author: Gustav Wied - Tema: Danish Literature, Drama, Theater Plays
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Kontoret

Egetræs-Møblement: Stort, firkantet Bord med grøn Klædes-Plade. To højryggede Lænestole med polstrede Læderpude til Sæde, Ryg og Arme. Andre Stole. Skrivebord under Vinduerne. TIl venstre for Skrivebordet et Staffeli med et Brystbillede (en Kultegning, der aldeles ikke ligner) af Bessy i Legemesstørrelse. Staffeliet og Billedet Ramme er smykket med levende Blomster og Grønt. Stor Sofa med Fantasibetræk. Et Tobaksbord. Et Bogskab med Aargange af Dansk Adelsaarbog i rødt og Statskalendere i graat. Paa Væggen modsat Sofaen Bøsser, Jagtrekvisitter og krydslagte Kaarder. Mellem Døren og Bogskabet en Række Fotografier af de paa det Bardenheimske Stamhus beroende Bygninger. Over Tobaksbordet det Bardenheimske Vaaben broderet paa blaat Klæde med Guldfiligran. Over Jagttrofæen et mindre Stamtræ over Slægten Bardenheim. Over Sofaen et større Stamtræ over samme Familie.

Paa Bordet en Bakke, hvorpaa en Sølvkande over et Sølvspritapparat, Kopper, Likørglas, Sølvsukkerskaal og Sølvflødekande. Flere Flasker Likører og en Flaske Kognak signeret 1864.

Kammerherren og Hofjægermesteren træder ind. Henriksen lukker Døren efter dem.

Hofjægermesteren. Henriksen, skænk!

Henriksen skænker Kaffe.

Kammerherren (faar Øje paa Kognakflasken). Voilá le comble!

Henriksen (til Kammerherren). Ønsker Deres Højvelbaarenhed Kognak eller Likør?

Kammerherren. Kognak, min bedste, Kognak!

Hofjægermesteren. Mig osse!

Henriksen (skænker Kognak).

Hofjægermesteren. Og saa kan De godt slukke!

Henriksen. Javel, Deres Højvelbaarenhed! ... I salonerne ogsaa?

Hofjægermesteren. Ja-a... jo-o... hva', Kammerherre? ... Vi bliver vel her inde?

Kammerherren (sætter sig i en af Lænestolene). Ja, ja! ... her er saa hyggeligt.

Hofjægermesteren. Ja, sluk saa over det hele, Henriksen!

Henriksen. Javel, Deres Højvelbaarenhed!

Hofjægermesteren. Der skal gøres i Stand og tempereres i det grønne Gæsteværelse! Men husk nu at temperere rigtigt.

Henriksen. Javel, Deres Højvelbaarenhed!

Hofjægermesteren. Og saa skal De ikke komme herind, førend jeg ringer!

Henriksen. Nejvel, Hr. Hofjægermester!

Forsvinder.

Hofjægermesteren gaar hen og aabner et Skab i Væggen ved siden af Kakkelovnen og tager et par Cigarkasser frem.

Kammerherren. Ah, De har Dem under Bolt og Jærn!

Hofjægermesteren. Ja, her er jo saa mange rygende Aander her paa Gaarden... Havanna eller Cuba?

Kammerherren. Tak, Cuba... Den er lettere.

Hofjægermesteren (sætter sig i Lænestolen lige overfor Kammerherren). De har jo ingen Fløde faaet!

Kammerherren. Bruger det ikke.

Hofjægermesteren. Jo, jeg skal s'gu ha' begge Dele... (Tømmer sit Glas og strækker sig velbehageligt). Ah-h, det gør godt at komme lidt til Ro! ... Den føler lindt paa Tungen, den Kognak!

Kammerherren. Som Manna! (Med en Haandbevægelse hen mod Flasken). 1864... vort Smertens Aar!

Hofjægermesteren (gaber). Ja... stakkels Slesvig! (Skænker). Skal De ha' noget paa Dyrskuet i Aar?

Kammerherren. Nej.

Hofjægermesteren. Jo, jeg skal ha' Roland.

Kammerherren. Han tager vel Præmie igen!

Hofjægermesteren. Naturlig!

Kammerherren. Han befolker snart hele Amtet!

Hofjægermesteren. Ja, med Rolændere... det er ikke Islændere, hæ, hæ!

Kammerherren (mat). Hi, hi...

Hofjægermesteren. Skal vi saa ha' en Chârtreuse?

Kammerherren. Nej, nej, det vilde være Bonden ovenpaa Herremanden! Lad os holde os til Kognaken!

Hofjægermesteren (skænker). Ja, de Bøndertampe! de vil s'gu ikke ha' mig ind i Sogneraadet, de Bæster!

Kammerherren. Vilde De sætte Pris paa det?

Hofjægermesteren. Naa-aa, men vi maa ha' Intilligensen ind i Administrationerne!

Kammerherren. Aa, ja... fra det Synspunkt...

Hofjægermesteren. Og jeg er s'gu da den største Skatteyder i Kommunen.

Kammerherren. Ubestrideligt...

Hofjægermesteren. Har De aldrig prøvet, Kammerherre?

Kammerherren. Interesserer mig ikke for de Sager, nej... finder det overhovedet ridicult at fægte med de Mennesker...

Hofjægermesteren. De skulde stille Dem til Tinget!

Kammerherren. Bah... risikere at blive interpelleret af sin Røgter!

Hofjægermesteren. Ja, der er et voldsomt Had mellem Samfundsklasserne! Se nu her vores Degn, der altid er Dirigent paa Sjosjalistmøderne! ... han s'gu smides fra Embedet!

Kammerherren. Lad dem bare snakke! Vi sidder dog rundt paa vore Gaarde alligevel!

Hofjægermesteren. Jamen den franske Revolution...

Kammerherren. Ja, hvad fik den udrettet, spørger jeg Dem? Faldt ikke Napoleon paa sine Gerninger?

Hofjægermesteren. Jo-o...

Kammerherren. Den Slags Bevægelser, min kære Hofjægermester, vil altid finde deres St. Helena!

Hofjægermesteren. Ja... jo, det vil de vel... Skal De ikke ha' en frisk Cigar?

Kammerherren. Tak, Tak ... (Tænder, Rækker efter Kognakflasken). Tillader De?

Hofjægermesteren. Værsgo' ... (Tager en Likørflaske). Jeg vil s'gu ha' en Chârtreuse.

Kammerherren. Nej, jeg holder mig til Kognaken!

Pause.

Hofjægermesteren (knapper pludselig et par Vesteknapper op). Jeg bli'r altid saa besværet, naar jeg har spist lidt rigeligt!

Kammerherren. Ja, ja vist...

Hofjægermesteren. Det li'som bovler mig op!

Kammerherren. De skulde prøve lidt Bromkalium...

Hofjægermesteren. Saa-aa, er det godt? ... Og søving bli'er jeg!... Har De noget imod, at jeg aabner et Vindue?

Kammerherren. Ja, jeg...

Hofjægermesteren. Bare lidt paa Klem, (rejser sig og gaar hen til Vinduet) vi kan jo rulle Gardinet ned igen; her er saa beklumret. (Tager et fotografi ned fra Væggen). Her skal De se et nyt Billede af Gaarden!

Kammerherren. Ja, det er godt...

Hofjægermesteren (betragter Billedet). Det er et voldsomt Komplot af Bygninger! ... Har De set, man kan se Vaabenet over Portalen?

Kammerherren (skjuler en Gaben bag Haanden). Ja, jeg har observeret det...

Hofjægermesteren (sætter sig tungt i Stolen). Nu er s'gu Blomsterne næsten allerede visnede der om Bessys Billede. (Gaber vildt).

Kammerherren. Det er jo Blomsters Lod, min kære...

Hofjægermesteren. Ja... hva' er vi Mennesker! ... Drik, Kammerherre! vi maa s'gu ha' Flasken tømt!

Kammerherren (glipper med Øjnene). Tak...

Pause.

Hofjægermesteren (gaber endnu vildere). Det er dog Satans, saa utidig jeg er bleven paa én Gang! ... Skal vi ta' en Seksogtres?

Kammerherren. Kender det ikke... Min Inspektør skal spille det...

Hofjægermesteren. Naa ja... vi kan jo ogsaa godt blive ved med at snakke, naturligivs...

Langvarig Pause.

De sidder og stirrer tungt ned for sig. Saa synker Hofjægermesterens Øjne langsomt i, og Kammerherren taber sin Cigar.

Pludselig slaar Hofjægermesteren igen Øjnene op og udbryder: Trøfler ... jeg synes ikke, vi fik Trøfler?

Kammerherren. Jo-o, der var Trøfler til Fileten...

Hofjægermesteren. Naa, var der!... De drikker jo ikke noget, Kammerherre...

Kammerherren. Merci... j'ai assez...

Hofjægermesteren. Bon...

Man synker paa ny tilbage i Stolene... Øjenlaagene falder til... Mundvigene sænker sig... Intelligensmusklerne slappes...

Pause éternelle!


Project Runeberg, Thu Apr 11 23:50:39 1996 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/mindfest/kontoret.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free