Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det første og sidste Vers af Fædrelandssangen, Alle reiste sig med
engang, og alle sang saaledes som jeg aldrig havde hørt disse Vers
blev sunget. Det var Svaret fra Menighedens Side paa
Proklama-tionen, og det var saa klart og bestemt, at ingen kunde være i Tvil
om, hvad alle, som var i Ouds Hus, mente; «Ogsaa vi, naar det blir
krævet, for dets Fred slaar Leir". En saadan Dag havde jeg ikke
oplevet og neppe nogen anden heller i Odda. Da alt var endt, gik
jeg ned til den fremmede Frue, som endnu sad paa sin Plads, og
spurgte hende, om hun nu havde faaet Svar paa sit Spørgsmaal.
./Aa," sa hun, «det var vidunderligt; en saadan Stund har jeg aldrig
oplevet." Vi taltes endnu lidt ved, og hun var især grebet af Sangen.
Siden mødtes vi oftere, og hun og Manden kom paa Visit til os
paa Prestegaarden. De var begge saa ualmindelig elskværdige, og
Manden lovede, at han vilde komme igjen om Aftenen og spille for
os. Dette Tilbud blev naturligvis med Tak modtaget, og vi sendte
Bud til Venner og Naboer og indbød dem til at komme til os; blandt
disse var Lars Kinsarvik, som vi bad tage med sig Felen, for at den
fremmede Kunstner kunde faa høre Hardangerfelen. Kvelden kom,
Stuen var fuld, og Kunstneren kom og spillede for os. En saadan
Aften var der neppe nogen af dem, som var tilstede, som havde
oplevet. Det var et Spil ganske forskjelligt fra den foregaaende
Kunstners (Theobaldis) Spil. Det var ikke vanskeligt at skjønne, at vi
her havde en stor Kunstner blandt os.
Der er saa mange Skikkelser, som dukker op af Glemselens Hav,
saa det bliver ingen Orden eller Sammenhæng i det. Jeg maa tage
dem, som de stiger frem.
En Dag fik vi Besøg af en Dame og Herre, og paa Visitkortet,
som de sendte ind, stod: Professor Logeman og Frue, Gent. Jeg
kjendte ikke Manden, men hilste paa ham og Fruen, og de satte
sig, og vi kom ind i en Samtale om norske Forholde. Jeg blev høilig
forbauset ved at hore ham tale det mest korrekte Norsk, som kan
tænkes, med rigtig Udtale, Betoning og Aksent. Jeg har havt et fint
Øre for norsk Tungemaal, og jeg havde aldrig hørt en Udlænding
tale norsk, uden at han røbede sit Udspring fra et andet Folk; selv
Folk, som havde levet et helt Liv i Norge, røbede sig. Det er tusinde
Smaating som røber den fremmede Tunge. Fruen talte ogsaa godt
Norsk, men jeg hørte dog straks, at hun var Udlænding; men som
sagt, Professoren var fuldkommen norsk lige til de mindste
Smaating. Men da han begyndte at tale om Peer Gynt, da steg min For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
