Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men en sådan oplevelse kaster en skygge, en kold tone
over alle mænd.
Hvad sker nu videre? Den sidste akt viser
kvindens og forfatterindens rådløshed; pludselig slår alle
sig for sit bryst og bekjender sine synder.
Borgermesteren går i sig selv og angrer, at han var så
egenkjærlig at ville gjøre «Elfvan» til sin hustru; hans moder
angrer, at hun har holdt mere af sin søn end af
svigerdatteren, «Elfvan» angrer, at hun næsten har kunnet lade
sig forlede til kjærlighed; baronens søster, som gjennem
det hele stykke har holdt kjærlighedens og frihedens
fane høit, angrer ganske ialmindelighed uden nærmere
begrundelse. Og alt vender tilbage til status quo ante,
og Undine forbliver i andedammen.
Med denne for Gud og mennesker velbehagelige
slutning oplevede «Elfvan» mange opførelser.
Men for mig er spørgsmålet: sluttede virkelig
stykket oprindelig så? eller blev det ikke snarere
kon-veniensmæssig afsluttet på denne måde, og måtte fru
Edgren, kun for at se sit stykke trykt og opført,
bekvemme sig til denne sammenklistrede udgang? Hvad
skulde hun også gjøre ? Hun, kvinden, som stod alene,
kunde ikke forsynde sig mod den offentlige moral.
Heller mod alt andet, kun ikke mod den offentlige
moral. Thi da vilde den nok bragt hende til taushed.
Og hvilke muligheder vilde hun da endnu havt for at
nå videre horisonter. Grundtonen i dette stykke var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
