Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
repertoire som «Francillon» og «Divor^ons», desuden
«Cavalleria rusticana» og den gamle afblegede
«Locan-diera», «Fernande» og «Nora». Hun spillede ikke
Shakespeare, og det var klogt; thi hvilket slægtskab er
der mellem Duses blege blod og de elastiske ånds og
legems muskler hos denne renæssance, hvis egen rige
livssaft skinnede rødt for dens øine og drev den til
handlinger i kjærlighed eller mordbegjær, som nutidens
damer føler sig uvel alene ved at høre berette.
Men hun undlod også at spille stykker, som hun med
blod og sjæl måtte have oplevet langt inderligere og
mere detaljeret, end tilfældet kunde være med hendes
franske repertoire; hun undlod at give os Marco Pragas
«Ærbare piger», hvor Paolinas rolle var skabt for
hende, og ligeledes hans «Ideale hustru», hvor hun havde
kunnet åbenbare noget af sin instinktive livsfilosofis
dy-beste grund. Heller ikke bragte hun med sin berømte
landsmand Guiseppe Giacosa’s «Sorgfuld elskov». Hun
afleverede i Berlin en almindelig gjæsteoptræden —
intet andet.
Og dog! Også i det, hun gav, har hun åbnet en
verden, som tidligere ikke var der, thi den er hendes.
Hendes egen sjæls verden, hendes egen livsopfatning,
den uendelig nuanserede kvindes verden, som ingen før
hende på scenen har givet udtryk for, den kvinde, hvis
hemmelige liv ingen digter helt kan udgrunde, som alene
kvinden selv kan åbenbare, — som med mere forfinede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
