Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nerver og sensiblere sjæl og mere nuanserede følelser er
gået blødende frem af følelsens gamle, grovere, trangere
former til nye, lysere, finere — niægtig og brudt på
samme tid, længtende og håbløs.
II.
Der er noget besynderlig træt over Eleonora Duse.
Ikke de udmarvede sansers træthed, den slappe
blasert-hed. Heller ikke den overanstrengte kunstnerindes
træthed, omend også den undertiden kan bryde frem,
så hun ligegyldig lader en hel rolle, en hel aften falde.
Heller ikke den indre tomheds træthed, affektens hule
klang, som man kan iagttage hos alle virtuoser. Heller
ikke den sløve udmattelse efter den opblussende
lidenskab, rovdyrets halvslummer, som vore tragiske
skuespillere og skuespillerinder holder af at give og føle.
Lidenskab, den såkaldte store lidenskab, der kommer
som ørkenvinden og efterlader vissenhed og tørre knokler,
— en gammel tradition fra den græske tragedie lige til
den dag idag, — det er noget, som Duse ikke kjender;
Brunhild og Medea og Messalina og alle disse ærgjerrige,
sanselige, herskesyge fyrstinder på kothurnen er ikke
skrevne for hende; hun er ingen historisk fyrstinde og
martyr, hun er fyrstinde af egen nåde og sin egen
martyr, og der går gjennem alt hendes spil en
forbauselse over, hvorfor hun må lide og blive martret, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
