Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
også meget større. • Eleonora Duse er ingen dialektiker,
som Ibsen og Sardou er dialektikere — alt dette, alt
det ydre, det hele forstandsraffinement, det vedkommer
hende slet ikke. Det er slet ikke skrevet for hende.
Hun griber rollen ud fra sit instinkt, ud fra sit fine,
sikre, ubedragelige kvindeinstinkt — og hendes instinkt,
det er hende selv, og alle hendes roller, det er hende
selv. Hun veksler ikke meget, hun er ingen naturalist,
som udpensler de talløse småtræk og sætter dem sammen
til en personlighedsmosaik, hun er sand indtil
hensyns-løshed, men hun er ikke objektiv sand, engang så og
engang så og engang igjen anderledes, altid forskjellig
efter de forskjellige roller. Nei, hun er kun sand som
det menneske, der har mod og stolthed til at vise sig
ganske og aldeles, som hun er. Det gjælder ikke for
hende at forvandle sig, hun spiller ud fra sin naturs
tre eller fire grundlinier. I denne store enkelthed ligger
også ensformighedens fare, og hun vilde ikke undgå den,
hvis hun ikke havde denne vibrerende sjæl, denne dybe,
smertelige inderlighed, som måske aldrig før hende er
gået over scenen, som iethvertfald aldrig før hende på
den måde er bleven gjort til kvindefølelsens midtpunkt.
Hun kommer en imøde, ubekymret og halvt hensunken
i sig selv, en fuld, hel kvindenatur, i hin uopløselige
enhed, som er grundvolden i den sunde kvinde:
kvinde-barn og tillige kvinde-moder, en kvinde med det stempel,
dybt indgribende oplevelser giver, med kvindelivets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
