Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kede der så op en forfatterinde, som hed Amalie Skram,
og som man egentlig ikke kunde beskylde for, at hun
tænkte. I hendes første bog fandtes vistnok den
ånd-fulde kvinde og den sanselige mand og en forført
tjeneste-pige, grupperede på sædelighedsdebattens skakbræt med
den rigtig tilmålte fordeling af lys og skygge — det
var den almindelige måde at fladgjøre og schematisere
de dybeste og mest komplicerede livsprinciper. Men
der var dog noget i denne bog, som ingen skrivende
nordisk kvinde i den grad havde siddet inde med:
menneskene stod og gik, enhver på sin måde, enhver
havde sit eget sprog, sin egen tænkemåde, livet levede
sig selv, uden anvisning af blækkede fingre, og
hori-zonten var stor og vid, med megen luft og høi himmel,
ikke det sørgelige lille stykke liv, hvor damerne ellers
kjører i ring. Der var en sådan rigdom i bogen,
en rigdom på exakt iagttagelsesevne ligeoverfor malende
træk, på sikkert blik, troværdig hukommelse og
ubekymret ligefremhed, at man sagde: det der er ægte
naturalisme under problemliteraturens hårde knopskjæl;
vokser den på solsiden, så kunde den en dag sprænge sit
børstede hylster, og da havde Norden sin kvindelige
naturalist, sin første forfatterinde, der ikke skrev
kritiserende og moraliserende og polemiserende over livet,
men hos hvem iivet skrev sig selv ned, så slet og så
trøsteligt, så dumt og udjevnende, så fuldt af unyttig
angst og ubevidst grusomhed, så gemytlig udjasket og ledet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
