Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 5. Det jyske natmandsfolks sammensættning og benævnelser. Dets antal og fordeling. Dets væsen og livsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
stodderfogder, havde de praktiske Jyder i nogle byer udtænkt en
fremgangsmåde, hvorved byrden i det mindste fordeltes ligelig, og
som slet ikke var efter omløbernes hoved. Beboerne havde nemlig
oprettet en vedtægt om at holde omgang mellem sig med deres
almisse, således at kun den mand, der stod for tur og som
kendeliggjordes ved et uden for gården udhængt bræt, og ingen anden, li
gav noget til de tryglende. 1 købstæderne vovede vore æven- 1
tyrere sig sjælden ind uden i al fald på markedsdagene, da de
»forstak sig blandt mængden og ransagede lommerne«. l’
Man vilde dog göre natmandsfolkene höjlig uret, om man
tænkte sig dem som biot »tærende vandbier i staten«. Tiggeriet,
hvis bestridelse de klogelig lod være kvindernes særfag, var ikke 1
deres eneste borgerlige bedrift. Jeg har allerede for ved s. 219
nævnt de vigtigste håndværker og bestillinger, hvormed de for j
øvrigt gav sig af. De optrådte desuden som svinesnidere (anm. II
76); skærslibere; kludesamlere (Undall); plattenslagere (Worsøe); ,
klinkere; solde- og hægtemagere; nålemagere (Bülow), ja stundum l1
som urmagere (Boeck). Men ligesom de ikke var ene om alle
disse håndteringer, således tager man fejl, hvis man tror, der fandt
nogen gennemgående adskillelse sted mellem de forskellige over-
100. Skikken, der beskrives af Ahlefeldt Lavrvig som ham „på
in-direkt måde" bekendt, er sikkert en lævning fra de gamle byskråers
(videbøgers) tid; sml. f. e. Bjærgegrav bylov § 40 (Histor. tidsskr. 4,
539).
101. V. A. Worsøe; sml. Boeck oven for s. 252, og jf. Rohmann s.
146. Mere enestående er en tildragelse som den af Undall (1823) anførte:
for nogle år siden gik en stærk og velvoxen karl om i Viborg by, mest
hvor manden var borte. Fik han ikke noget, truede han, ti „sulte i hjæl
kunde han ikke, og de kendte vei den røde hane". Men på
købsted-markeder indfandt natmandsfolkene sig, efter sigende, langt ned i
tiden.
102. Dette træk fremhæves oftere. Den i forhøret 1819 nævnte
Kristoffer Jænsen overlod til moderen at tigge; selv gjorde han det kun
sjælden: når han intet havde fortjænt ved sine nævenyttigheder, og da
gjaldt det i det höjeste „en sætte mælk" eller „et smørrebrød", der
fortæredes på stedet.
103. Om „kalverakkere" i Vendsyssel, hvor deres tilværelse endnu
1803 antydes af herredsf. Wissing, se ov. for § 3 anm. 97.
104. Sml. Dorph s. 12 (Sundt s. 7).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
