Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Indledning. — Den franske Roman fra Chateaubriand til Balzac. — Plan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der skal fuldende den franske Revolution og begynde Menneske-
hedens, til en Kvinde, som beviste, at hun kunde have alle Mandens
Gaver uden at miste sine himmelske; som kunde være stærk uden
at høre op med at være blid.“ „Alle Drømme drømte hun,“ skrev Re-
nan ved samme Lejlighed, „hun smilte til alle, troede et Øjeblik
paa alle; undertiden kom hendes praktiske Dømmekraft paa Vild-
spor, men som Kunstner fejlede hun aldrig. “
Hun følte som en Idealist, og hendes Poesi var udelukkende
bygget paa hendes Følelse. Hun tog de Spørgsmaal op, som var
Tidens, men hun løste dem af egen Magtfuldkommenhed. Hun stod
aldrig beskuende udenfor Samfundet, aldrig dømmende udenfor
sit Værk. Hun var som en Moder — ogsaa dér. Hun brød sig hver-
ken om at kontrollere sine Indtryk eller sin Poesi, derfor blev hen-
des Flugt saa fri, derfor saae hun ikke, at Kravene, hun stillede til
sig selv, maatte blive forskellige, naar Emnet blev et nyt. Hun an-
vender den samme Fremgangsmaade, naar hun skriver om Elskov,
som naar hun skriver om romantisk Kunstnermystik, landlig Idyl
og om Politik. Derfor er det altfor skematisk, naar man ynder at
dele hendes Produktion i Afsnit; hun gjorde i Virkeligheden alt,
hvad der mødte hende, til en stor og skønt bevæget Kvindes Drøm,
som hun ogsaa fik andre til at drømme.
Nu er Drømmen forbi, og George Sands Romaner har kun gen-
nem enkelte fortrinlige Menneskeskildringer Livsværdi for os.
Hun vidste forøvrigt selv, at hun ikke skrev for Evigheden. Dig-
tere som Stendhal og Flaubert, der skrev i Had til deres Samtid,
ventede deres Løn af Eftertiden. George Sand skrev i et Brev, da
hun var 68 Aar gammel: „Jeg tænker, at om 50 Aar er jeg ganske
glemt eller maaske dybt miskendt. Det er *Loven for alt det, der
ikke er af den højeste Rang, og jeg har aldrig ment, at mit Værk
var det. Min Tanke har meget snarere været at indvirke paa mine
Samtidige, selv om det kun var paa nogle enkelte, og lade dem dele
mit Ideal om Mildhed og Poesi."*)
Det, som maatte betage Samtiden, var det vidunderlige Skær af
Lykke, der hvilede over hendes Person og hendes Digtning, og den
Sikkerhed, med hvilken hun bevægede sig i sin Verden midt imel-
lem Romantik og Realisme. Hun kæmper ikke med Æmnet, aldrig
’) George Sand: Correspondance VI (Paris 1884} S. 267. .
Poul Levin : Den naturalistiske Roman o
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
