Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Realismen. — Courbet — Proudhon — Champfleury — Feuillet — Murger — Feydeau — Augier — Dumas fils
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nydende Skribentliv, flagrende omkring de smukke Damer i de for-
skelligste Kredse, Ven med Theaterfolk og Forfattere.
Hans første to Skuespil var Dramatiseringer af Romaner. Man
kan af hans egne Meddelelser se, at der baade bag Kameliadameri
og Diane de Lys ligger Oplevelser, men disse Oplevelser er om-
givne af Skæret fra en Tyveaarigs Drømme. Det personlige Ud-
gangspunkt er for det realistiske Skuespil akkurat det samme som
for det romantiske Drama. Kameliadamen eller Marion de Lorme—
den unge Mands Bekendelse om, at der hos de Kvinder, Samfundet
foragter, kan findes den samme Rigdom af ædle Følelser som hos
dem, der er uden Plet, en Tilbedelse af Skønheden og et Suk over
Drømmens korte Stund. Diane de Lys eller Hernani Digterens,
Kunstnerens Elskov til den fine, fjærne Dame, som er en andens,
et dristigt Togt ind i Ægteskabets Verden, en hurtig Beruselse og
et Fald for Hævnerens Haand. Drøm eller Virkelighed det har
lidet at sige, thi for den, hvis Blod risler med Ungdom og Ild gen-
nem Aarerne, er det den nemmeste Sag at drømme virkeligt og at
gøre blot et tilfældigt Møde, et Blik, en Kjoles Raslen til Drøm.
Det var den samme Virkelighed, der førte Pennen for Hugo og
Dumas, baade Romantikeren og Realisten vil sige det, der for dem
er Sandheden. Men de er ikke alene med deres Oplevelser. En hel
Tidsretning trænger sig ind i deres Tanker sammen med dem, Po-
litik, litterære Venner, Stemninger i Samtiden, deres egen Udvikling.
Saaledes skriver Hugo to Dramaer paa Vers, i hvilke Stemningerne
er mangfoldige som i den Brydningstid, der bar ham, han skriver
ikke blot om de Par Mennesker, der ligger ham mest paa Sinde,:
men om Kongen og om Folket, om Poesien og om Cenaclet, om
Napoleon og om Byron. Alt dette maatte han have med, hvis hans
Drama skulde blive „romantisk" — det vil sige sandt og levende.
Med samme Feberhast som den, med hvilken Hugo skev Marion
de Lorme, ja med endnu større skrev Dumas Kameliadamen. Hugo
brugte hele 24 Dage — Dumas behøvede kun 8. Uden. Plan og
uden Tøven tager han Scenen i Besiddelse. Han mærker undrende,
at her har han fundet en Form, der tiltaler det dybeste i ham, hvil-
ken Lethed og Varme er der ikke i dette Værk af en 25-aarig, som
hidtil forgæves har søgt at samle sig („Jeg vidste ikke, hvorhen jeg
gik hverken som Skribent eller som Menneske", skrev han selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
