- Project Runeberg -  Den naturalistiske Roman : Flaubert, Zola, Maupassant, Huysmans, Bourget /
242

(1907) [MARC] Author: Poul Levin - Tema: France
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Maupassant

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

242 d e n n a t u r a l ist isk e ro m an
han selv, „indeholder ingen interessante Historier og Eventyr." Men
nærmere beset er Bogen en Selvbiografi af den største Betydning.
Man ser først Maupassant som Sportsmanden og Naturalisten: han
sejler med sin Lystyacht ud over Middelhavet, han deltager i Ar-
bejdet ombord, han iagttager Kysten og Havet og Menneskene, som
han træffer i Land, han nedskriver omhyggeligt og taalmodigt, hvad
der møder ham. Naar Folk flokkes ved Table d’hote eller paa Spad-
serestier, gribes han af Foragt for Middelmaadigheden, men der er
Misundelse i hans Foragt: „Lykkelige de, hvem Livet tilfreds-
stiller, de, som morer sig, de, som er fornøjede." De er ikke fær-
dige med alt, naar de er 30 Aar. Tredive Aar — det var i den Alder,
Maupassant udgav sin første Bog!
Og nu følger Klagen over Livets evindelige Gentagelser. Hvor
er Trøsten? Videnskabens Fremskridt betyder intet — vi véd jo
dog .ikke noget. Hvorfra kommer Mikroberne, som fremkalder vore
Sygdomme? Og Solen — hvorfra? „Vi véd intet, vi ser intet, vi
kan intet, vi gætter intet, vi forestiller os intet, vi er indespærrede,
fængslede i os selv."
Og Kunsten? Malerne bestræber sig for at efterligne det, som
er, uden nogensinde at naae det. Hvorfor? Hvortil denne banale
Gengivelse af alt det triste?
Det samme som Malerne forsøger Digterne med Ord. „Heller
ikke de kan andet end efterligne. De slæber sig tildøde i et goldt
Arbejde.––––––Hvad kan det nytte mig at læse, hvad jeg er,
at læse, hvad jeg tænker, at betragte mig selv i en Romans banale
Eventyr?" Ja, hvis Digterne kunde gennemfare Rummet, sé det
hidtil usete, aabne hemmelighedsfulde Porte ud til uanede og vid-
underlige Horisonter. Men de er afmægtige, de kan kun forandre
et Ords Plads og vise mig mit eget Billede.
Hans Trøst er Ensomheden. Men fra hans Ensomhed rejser sig
ny Uro. Snart Rædselen over det, som er skabt, Foragten for Menne-
skenes daglige Færd, for deres tomme Idealer, for Krigens Bestia-
litet, snart strømmer ind over ham en animalsk Glæde over at være
til, der heller ikke gør ham lykkelig. Han mærker Dyrenes Instink-
ter i sig og elsker Jorden som de og ikke som Menneskene, uden
Beundring, uden Poesi, han elsker uden Aand, kun med Øjnene og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:10:29 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/natroman/0254.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free