- Project Runeberg -  Naturen. (Et) Illustreret Maanedsskrift for populær Naturvidenskab / 14de aargang. 1890 /
120

(1877)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

120

de er saagodtsom ufølsomme for smerte. Naar vi husker paa, at orme,
som er hugne tvers over, slet ikke derfor behøver dø, men har evnen
til at frembringe en ny nedredel, og at i nogle tilfælde nederdelen kan
udvikle en ny mund og blive et nyt dyr — eller naar vi erindrer, at
andre medlemmer af det samme ufuldkomne rige, f. eks. hummer og
krabber, meget ofte river af sig et eller et par lemmer, naar de blir
skræmte, saa maa vi kunne drage den slutning, at deres følelse er meget
liden — og dog er de atter og atter bleven talt og skrevet om som
ligesaa følsomme som mennesket.

Insekternes nervesystem er meget ligt ormenes og sneglenes; det
bestaar af en kjæde ganglier paa bugsiden og ved at iagttage ,disse dyr
blir man fuldstændig overtydet om deres totale ufølsomhed.

En hveps, hvis krop er aldeles knust, forsyner sig gjerne — som
om ingenting var iveien — med sukker eller honning, som man byder
den; ligesaa med oldenborren; den fortsætter at spise efter at en fugl
delvis har plukket indvoldene ud af den. En bille, som havde en knappenaal
gjennem kroppen, vandrede om i samlerens kasse, hvor den havde faaet
plads, og fortærede de andre eksemplarer i nærheden. Og betragter vi
en møl, som flagrer rundt det brændende lys, og ser, hvorledes vingerne
og legemet lidt efter lidt svies af varmen, saa ledes vi til at tro, at hvis
den var mere følsom for smerte, vilde den derved reddes fra at omkomme.

Jeg har i begyndelsen af denne artikel omtalt de tilsyneladende
svære smerter, som af mennesket tilføies dyiene, og tiltrods for alt, hvad
jeg har sagt om deres ringe følsomhed, tænker jeg, vi forskrækkes over
de smerter, som bibringes de dyr, der dræbes ved eksploderende
kugler. Det er især tilfældet, naar vi læser om de skrækkelige saar,
som tilføies hvalerne i vore nordlige have, naar de skydes med
harpuner, forsynede med granater, der først eksploderer, naar de er
trængt ind i det ulykkelige, dyrs kjød. Det fortælles, at deres dødskamp
— tiltrods for de forfærdelige saar — ofte varer i flere timer. En
kjendsgjerning er der dog, som giver os det haab, at smerterne er meget
mindre, end vi ved første øiekast skulde tro. Det er at ved
alvorlige skader pleier nerverne — for menneskets vedkommende — blive
lammede i saa høi grad, at de blir ude af stand til at meddele hjernen
de rystelser, de har modtaget. Det hænder saaledes ofte, at de sværeste
saar kun frembringer et slags følesløshed i det saarede ben, indtil
nerverne igjen er komne i virksomhed, hvilket kan tage flere timer.
Enhver læge kjender tilfælde, som kunde illustrere dette, og der kunde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:11:58 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/naturen/1890/0141.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free