Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
citeres utallige eksempler paa, at skudsaar kun har smertet meget lidet
indtil mange timer efter at ulykken skete. Mr. Rowell fortæller følgende:
»Under Sebastopols beleiring befandt en officer sig i løbegraven
sammen med en del af sine mænd, da en bombe faldt ned mellem dem
og sprængtes; han holdt paa at tænde sig en pibe, da bomben
eksploderte. Mens han gjorde en bemerkning om, at bomben havde revet
piben udv af haanden paa ham, blev hans opmerksomhed henledet paa
en sergeant i nærheden, som var bleven dræbt ved eksplosionen —
først da han merkede, at hans folk stirrede paa ham selv, opdagede
han, at kuglen havde revet af den ene arm lige til albuen og tre fingre
af den anden haand; men før hans opmerksomhed var bleven henledet
paa det, havde han ingen idé om, at han var saaret, og følte ingen
smerte ved det.«
Ophidselse hjælper ogsaa i høi grad til at døve smerter;
slagmarkerne giver stadig eksempler paa sterk ophidselse og afstumpet følelse.
Det var ligeledes ophidselse, som i middelalderen bragte religiøse
enthu-siaster til at pine sit legeme paa det skrækkeligste uden at vise tegn
paa smerter. Og der kan ikke være tvil om, at den ophidselse, som et
dyr er i, der kjæmper for sin frihed, ofte hjælper til at sløve de smerter,
som de menneskelige vaaben paafører dem. Dette kan synes at stride
mod den før fremsatte antagelse, at jo mere vaagen og virksom hjernen
er, desto følsommere er den; thi det er klart, at under en sterkt
ophidset tilstand er hjernen meget virksom. Den rimelige forklaring er,
at denne virksomhed er indskrænket til én del af hjernen, mens de
andre deles funktion er hjemfalden til sløvhed. Lad os tilslut ikke
glemme, at dyr ialmindelighed er fri for den frygt for smerte, som hos
mennesket ofte er værre end smerten selv.
Jeg vil slutte med at gjentage, at vi har god grund til at tro, at
skjønt dyrene er følsomme for smerte, saa er de dog langt mindre
følsomme end mennesket, og at jo laverestaaende dyrene er, desto mindre
følsomme er de. Videre, at skjønt utallige myriader af dem falder som
offre for en sterkere fiendes haand, saa er deres død kun ledsaget af
ubetydelige smerter. Jeg vil ogsaa tilføie, at denne tro ikke bør gjøre
os mindre varsomme i vor behandling af de lavere dyr, men den bør
styrke vor tro paa skaberens medlidenhed og godhed og forøge vor
lyst til at studere dyrenes liv og seder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
