Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Du skal mit funklende Breger tomme,
og som de lette, svindende Dromme
skal Mindernes blege Ha;r forgaa, —
og Glcedernes Va;ld, som folger derpaa,
skal gjennem dit Hjerte stiomme.
Saa lod det i Nätten til Harpestrenge.
Men Ridderen grundede dybt og lamge
paa Sangens Lofter og Tonefald,
og fulgte tilsidst det lokkende Kald,
der vilde hans Sorg fortrajnge.
Han vandred en Nat fra sin Borg, alene,—
kun Maanen fulgte bag Lundens Grene, —
han vandred i Duft af vaarligt Lov;
der tindrede Dug, som Perlestov,
paa Gra;s og mosede Stene.
Da saa han Kredsen paaBlomstergrunden,
og da var Alfernes Bolig funden.
Som Elven i Dalen gik hans Blod,
og med sit bankende Bryst han stod
ved Runestenen i Lunden.
Hvad hrever sig her fra Kildevover, —
hvad kalder ham her, hvor Vaaren sover ?
Det er den deilige Kildens Fe,
med Kinder og Barm, der ligne Sne,
som Daggryet skinner over.
Sin blendende Arm hun mildt bevieger,
og hsever det funklende, fulde Breger,
og siger med litlig klingende Rost:
-Paa Glemselen folger nyskabt Lyst,
som ganske din Smerte laeger.
Han stod under duftende, sorte Linde
og stirrede taus paa den fagre Kvinde.
Da klang i hans Sjel et elsket Navn, —
ak, skulde da nu hans Sorrig og Savn
falde ham flux af Minde r
Han greb 0111 Ba;gret, og ufortövet
han slynged det hoit over Lindelövet
og over den skummende Elvebred, —
da stod han med Et ved Borgeled,
og havde sin Troskab provet.
Og Taaren, der kom i Sukkenes Fölge,
erstatted den dovende Glemselsbolge,
og Minderne foldede ud sin Skat,
og virked et SI or ved Dag og ved Nat,
der kunde hans Afgiund dölge.
Han knreled i Bön ved den viede Kjerte,—
han red sig i Lund med formildet Smerte,
han sprrengte til Dyst med nytaendt Mod;
thi Pandsrets glimrende Bue stod
over et trofast Hjerte.
Han forte et Skjold mellem Herrer bolde,
der kjendtes blandt hundrede andre
Skjolde:
et omvendt Breger var malt derpaa.
Det bar Herr Gilbert, — en Helt som
Faa, —
og vilde sin Sorg beholde.
Aftenglands.
Over Fjordens yndigt-reiste Strande
hviler Aftenhimlen straalefuld,
j omt og smeltende paa stille Vande
Sol-Nedgangens Silkeskyer blande
sine Skjrer af Purpur og af Guld.
Se, hvor Kystens Farvevexel svinder,
se, hvor dunkle nu dens Former staa!
Medens Himlen over Dybet skinner,
Aftnens Skygge slorer og forbinder
Vang og Bakkeheld og Klippevraa.
Vil Du skue disse Bredder noie,
vil Du kalde dem af Skyggen frem?
Speil dog heller i et sjelfuldt 0ie
Glandsen af det Dybe og det Hoie,
mens din Verden blunder melieni dem.
Klare Billed, lad dit Gjenskin tindre
i og beaande mine Tankers Sum, —
smelt dem mildt, de större med de
mindre,
naar, som Dybet her, mit stille Indre
glemmer sig og giver Himlen Rum!
En Slasde-Fart.
Gjennem ode Sne-Luft tramger
Maanens Lysning tungt og mat;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
