Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
virkelige Kundskaber, uden dybere
Inter-esser, i et ubeskjeftiget Liv, fuldt af
tomme Gireder. Det er ligesom at
For-neldrene i en Slags medlidende Svaghed
ikke kan skaffe dem nok af disse, ikke
nok kan bedove dem for den alvorlige
Skjebne, der venter dem; de skal
idet-mindste more sig og have det godt,
så-laenge de er hos dem. Ofte kommer
dertil en hemmelig Hjertesorg, der
her-jer i deres Indre, ligesom hine snigende
Skovbrande, som man ikke bemerker i
det klare Sommerlys. Så stdr de da
ved Griensen: Hjaelpelöshed ])å den ene
Side, et kummerligt Tilfseldighedsparti
¡>å den anden. Valget er ikke sd svrert.
Silkesnoren er jo altid rerefuldere end
Strikken. De bliver da gifte. Og nu
venter man, at idetmindste de Bedste af
dem skal skaffe sig en Betydning, Oädlere
end den, nogle elendige Baltriumfer har
beredt dem; nei, det vil kun sige, at de
nu först går ind i Dunkelhedens og
Be-tydningslöshedens håblose Nat. En
på-faldende Henvisning betegner denne
Övergång. Man ved Intet mere 0111 disse
Vresener, der engang nrevntes under Navn
af den smukke Den eller Den, man
kjender dem fast ikke mere, nar de tide
viser deres falmede Skikkelse. De er
ikke mere Individer, de er norske
Hus-modre. Ved De, hvad en norsk
Husmoder er? Jeg ikke heller rigtig, men
jeg ved, at jeg ikke kjender en eneste
Kvinde, der virker belivende i en videre
Kreds, det vasre ved Elskvferdighed eller
ved And, og dog kjender jeg mange,
der både kunde og burde det.
O, du sörgelige By, hvor man er
fördömt til evig at tomme Erindringens
Bierme! Eier du ingen Drik for Habet
og Glemselen! Den, der engang i dit
Skjod er bleven hjertebedrövet, kan
aldrig blive glad mere. Överalt hvor man
går, stöder man på Kors, der betegner,
hvor en Gtede, en Illusion ligger jordet.
Överalt spoger de omkring, disse hvilelose
Ander. De svaever dig forbi på
Trap-perne, de moder dig på Gadehjornerne,
de vinker dig fra Vinduerne, snart fra
dette, snart fra hint Hus, som selv står
der som et Monument, öde og forstenet.
O, du store, du lille By! hvad er
det for en Sky af Kulde og Mismod,
der ruger over dig! Du er stor nok,
du Tusindnebbede! stor nok til langsomt
at hakke det Individ tildode, der ikke
morer dig lrengere, eller som du ellers
har fået Noget imod. Dog ikke stor
nok til, at en sådan Ulykkelig kan finde
en Vrå til at skjule sig i. Den Mand,
som har fået Skygge af Plet på sin Aire,
den Kvinde, som engang er gjort
latter-lig, kan ligesågodt grave sig en Grav
straks og styrte sig i den, hvis han eller
hun ikke foretriekker at begrave sig i
Tromsö eller Christianssand. Stor er du,
du har allerede alle en stor Byes
Liden-skaber og fortierende Higen og Krav,
og hvor lille dog, og hvor fattig, da du
ikke formär at fyldestgjore ét af dem!
D11 henviser os alle venskabeligst til
hverandre, vi, dine Börn, skal leve af
hverandre, taire på hverandre, sålajnge
der er en Fold af vort skjulteste Liv
uopdaget. Men det gjor os ikke
elsk-vrerdige, således idelig at skulle vrere på
vor Post mod hverandre. Vi bliver
uendelig skikkelige, uendelig korrekte,
men uendelig ubehagelige; Enhver
for-nagler sig og alt Sit så godt, han kan,
og den, som nu virkelig har Noget at
vrcrge for, et Hjerte, en Individualitet
f. Ex., eller en anden stor Ulykke, den,
som vil leve redeligt af sit Eget og
mindst traenger til Andre, den bliver også
i den almindelig: Ligning sat i hoiest
Skat. Her er intet Livets, ingen
Nydel-sens Fylde, der kan trarnge sig imellem,
ingen Begivenheder, ingen Rystelser,
ingen velgjörende Ådskillelser uden ved
Döden, intet mildnende clair-obscur .. .
Ingen Fölelse, der öser af Illusionens og
Fantasiens Kilder, kan holde ud; den ma
gå trret. Venskab og Kjerlighed
aller-först, deres Gang er egentlig kun en
lang Gravmarsch gjennem alle Stadier af
den kolde, afklredende Virkelighed. Og
Beundringen og Enthusiasmen! O, de
Ulvkkelige, der engang har pådraget sig
Sådant og kanske skai leve i ti År bag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
