Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
efter! Ikke engang Naget kan holde
ud, der dog, som bekjendt, er det
Sei-geste; Naget, som Ar ud Ar ind moder
sin Modstander på et og samme
Gade-hjorne, kanske pa samme Klokkeslet, det
bliver også trait af at hvaesse sine Blikke;
man bliver selv slöv og affieldig som
disse, og Ulykken har imidlertid påtaget
sig så Meget. Ja, vi bliver så hjertelig
trajtte af hverandre, vi, dine Born, du
store, du lille By, og dog må vi fordrage
hverandre, indtil vi baeres bort. Og när
så Klokkerne ringer, ved Enhver af os,
for hvem de ringer, og da bliver vi dog
vemodige, nar vi tienker på, hvorlrenge
vi har levet kristelig af den Bortgångne,
og så opdager vi, at vi dog i Grunden
holdt af ham.
Jeg ved dog Noget, som er trofast
inden din Kreds, og som ikke trattes,
og det er Sorgen; den ruger over sig
selv og bekymrer sig ikke om Andre.
Engang hörte jeg Mor, der ikke troede
mig i Nrerheden, sige til gamle Tante
Hanne: Margrethe taler aldrig om det,
men det er tydeligt, at hun svinder hen.
Men er det da ikke en Gåde, at en
Pige som hun kan gä hen og grsemme
sig over det ubetydelige Menneske?
. . . Om M. vil hun Intet hore. O, lad
hende i Fred, sagde Tante Hanne.
Nu er det allerede besynderlig bittert
at höre Andre på vore Vegne nedsaatte
det som ringe og foragteligt, som vi
selv vilde give vort Liv for at opnå.
En Lindring vilde det vrere at hore dem
skjrelde os uvrerdige til en sådan Lykke.
Thi det er Sandheden. Ethvert oprigtigt
Menneske må finde sig uvferdig til en
stor, en overvrettes Lykke. Ubetydelig
kalde de ham. Kjende de ham? Hvad
hjaslper det desuden mig, hvad de siger
og tror ? Den Stemme, som de finder
lrcspende og lad, for mig er den Musik,
ja den eneste, jeg forstår, som går mig
til Hj ertet. Man har sagt, at han er
kold, at han er tom, affekteret, at den
eneste Ynde, han har, den henter han
hos sin Sknedder i Hamburg: Alt dette
siger Damerne, og dog taler de idelig
om ham. Mrendene påstår, at han har
Karakter. Hvad angar det mig! Over
mig har han ovet denne ubetingede
Over-legenhed, denne hemmelighedsfulde Magt,
der vilde holdt min Folelse frisk og sky
til det Sidste, som gjor, at Intet vilde
va;re blevet tungt og trivielt, hvis jeg
kunde båret det for ham . . for ham,
og som gjor, at jeg må dö af Sorg over,
at det ikke kunde ske.
Det er dryppet i mit 0re engang —
hvorledes, af hvem, ved jeg ikke —
at Grunden til, at der ikke blev nogen
Förbindelse mellem os, skulde vaere hans
store Frygt for at drage en Kjerlighed
som vor ned i et norsk borgerlig husligt
Livs Armod. Skulde han gifte sig, da
måtte det v nere med en rig Kone. Nei,
jeg hörer Hulheden klinge i denne Frase,
hvori Mange måske vilde sögt en Tröst;
nei, nei, jeg ved det bedre. Der er
ingen anden Fattigdom, der skiller os ad,
end den, han huser i sit eget Hjerte.
Jeg var rig nok, jeg var rig for os Begge.
O, man skulde ikke foragte et
trofast Sind! Når de kolde, trange Dage
kommer!
Hvor kan en Mand vedholdende og
koldblodigt kraenke en Kvinde, af hvem
han ved sig elsket! Og dog ser vi
endog her hos os Mrend forsöge sig i
det ändelige Forforerfag og misbruge den
Magt, Tilfxldet engang indrommede dem
over en stakkels Skabning, ved
systematisk at forfolge og såre den. De må jo
huske, at Enden, den ubonhorlige Ende
på al slig Bravour her i vort lille
Samfund er en prosaisk Husfader, og det
Eneste og det Hoieste, der er at håbe
og vinde, en skikkelig, trofast Hustru,
helst en, der har bragt et friskt, uberort
Sind med, og Dotre, som de med Liv
og Blod vilde forsvare mod den Ulykke
at tabe denne Skat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
