- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
334

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

n ’l 1

3^4

let hver Dag! Og skulde det da hajnde,
at din \’illie, din Iver har vaeret
sta;r-kere end din legemlige Organisation, og
at der i denne melder sig Noget, vi
kalder Nerver, Noget, hvis Tilvaerelse og
mysteriöse Rapport til Sjelen Doktorerne
vedgår, nar man ikke netop sporger dem
som ^Egtemfend og gode Borgere . . .
Skulde de gjore Opror, disse Nerver, så
Himlen bevare Dig! dit hele Vaesen blev
en eneste lidende, dirrende Nerve, der
vilde bringe Dig til at skjelve ved en
Dor, der oplukkes, og holde Sovnen
borte fra dine Nretter . . . Kan Du da
lade, som om Du ingen Nerver havde,
fordi Du selv er den store Nerve i
det Hele, af hvis Ro og Styrke Alt er
afhaengigt? .... Jeg sporger Dig ikke,

0 unge Pige, om Du kan alt dette for
den Mand, din Sjel har valgt; thi da,
Du Udkårede blandt din Slajgt, da ved
jeg, at Du kan det, og dit lysende 0ie
bekrajfter, at Du kan det; men kan Du
også alt dette for den Mand, — Du får,
som tilfalder Dig ved Livets Terningkast,
ikke mere og ikke mindre tilfa;ldigt end
den Danser, der nu netop kommer for
at byde Dig op, og som Du har flere
va;gtige Grunde for ikke at afvise, blandt
Andet den, at Du kunde komme til at
sidde over, medens Du måske blot har
en eneste Modgrund, den, at Du i
Granden ikke liker ham? . . Kan Du alt
dette og meget Andet, som min Tanke
forfajrdet springer over, for denne Mand,
og soge Lönnen kun i dig selv og måske

1 Håbet om en rolig Vrå hos dine Bom
engang — et Hab, der tilsidst dog tra;t
vil dale ned til 0nsket om en Grav? . . .

Jeg har opholdt Dig lrenge, unge Pige,
altfor lajnge, jeg ser dit 0ie hvile
for-trydeligt og utålmodigt paa mig . . . Jeg
forstår Dig. Du giver mig Spörgsmålet
snildt tilbage: Om jeg selv kunde Alt
dette? Nei, nei. Hvor jeg ser En af
vor Midte helt at lose denne Opgave for
Guds Skyld, stille og modig og uden
at saätte sit Hjertes Ungdom og Mildhed
til, der fyldes jeg af Beundring. Jeg
boier mig dybt for denne ubemrerkede
Storhed, denne daglige Heroisme, dybere
end for nogen Mands Gjerning, hvor
glimrende denne end kan vrere; men

jeg kunde det ikke . . . Himlen vajre
mig nådig! Jeg kunde det slet ikke.

Et Ar senere.

Igår gik han forbi, men standsede,
opholdt af en Bekjendt, udenfor et Vindu,
hvor jeg sad. Jeg havde ikke på lang
Tid seet ham så na;r, og jeg iagttog
ham bag Gardinet med den baevende,
halv nysgjerrige Angst, hvormed man
betragter et fajldet Rovdyr, der engang
satte os i Skrajk. Han var teldet, denne
stolte og udfordrende Holdning var boiet,
og den Elegance, der udmaerkede hans
Person, var forsvunden. Han talte
livligt, men Vinden bar Lvden bort, dog
troede jeg at hore denne Stemme. Da sa
han op . . . Himmelske Barmhjertighed,
var det Vanvid, der idetsamme berörte
mig! .... Dette Blik gik mig, som
for-dum, gjennem Sjelen, det drog mig som
med usynlige Arme ned mod ham . .
jeg kunde oplost mig i Sorg og Vemod
ved hans Födder .... Ja, det må liave
vaeret Vanvid, . . . jeg har altid
mis-taenkt den kvindelige Troskab for at
vtere et Slags Vanvid.......

Nei, nei, dette er mod Aftalen, nu
vil jeg vaäre i Fred.

Jeg har sogt i hellige Boger og Taler,
jeg har lyttet i Kirkerne, men aldrig
na;vnes denne Lidelse ved Navn. Der
er blot nogle visse almengyldige og
almen-fattelige Sorger, der naavnes, og som på
den Made er bleven stående Typer for
det hele Begreb. Men liine Sorger, der
ikke er almengyldige, der ikke pranger
med ydre Tegn, der ikke anråbe
Men-neskene, men netop må dolge sin
Jämmer, alle disse Hjertets tauseste. farligste
Vunder, de ignoreres altid, de skydes
uden videre ind under det almindelige
Begreb Lidelse eller vel endog Synd.
Hvorfor det? Når et Barn har stödt
sig, og det skriger af Smerte, giver det
sig kun tilfreds, når Moderen ser på
Stedet og lasgger sin dulmende Hånd

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:16:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0370.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free