Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vesterleden
484
Med Colombo, den store Mand fra Genua, der fandt en ny
Verden at trøste sig med over sit Fædrenelands Fornedrelse,
maae vi nu tåge Veien til Portugal og Spanien, men kan
dog ikke forlade Italien, uden at have kastet et Blik paa den
konst ige Glands, der i det Sextende Aarhundrede stikker
besynderlig af mod den naturlige Afmagt og Usselhed, og her
er det igien paa Rom, Florens og Venedig, vi især maae
feste Øie, thi her opførdes de prægtigste Bygninger og blom
strede de tre store Skoler for den Italienske Maler-Konst,
som endnu har Verdens Beundring. Man behøver derfor kun at
nævne Florentineren Michel Angelo Buonarotti (1474—
1564 [3]), Romeren Rafael Sanzio (1483—1520), og Venetia
neren Tiziano Vercelli (1480[77]—1576], saa knæle alle Kon
stens Tilbedere for disse Italienske Halvguder, som fyldte Halv
øen med deres Mirakler, medens Savonarolas Baal blussede
vildt i Sky, medens Blodet flød i Strømme under de Fremme
des Sværd, og medens hardtad al levende menneskelig Virk
somhed uddøde under det svare [svære] Tyranni, ei blot af en
kelte Afskum, men i det Hele baade af Vantro og Overtro,
Gierrighed og Ødselhed, Vellyst og Grusomhed. I det nu Stats-
Historien maa overlade til den ret oplyste Skole, baade at vur
dere den Italienske Konst efter Fortjeneste i sit Slags, og at
forklare Sammentræffet af dens Glimmer med Folkelivets Un
dergang, maa den dog, selv paa den Fare at kaldes barbarisk,
raade alle Folkeferd at frabede sig en Roes og Glands, der
skulde kiøbes i saa dyre Domme. Naar alle Helte og Helgene er
døde, da er det kun en daarlig Trøst, at de faae en mageløs P e
ters-Kirke og tusinde prægtige Paladser til deres Bautasteen,
og nåar Menneske-Aandens Timeglas er udrundet, kan Hjertet
umuelig fryde sig ved Skyggerne af Dens Bedrifter, hvor skuf
fende de saa end glimre, og hvor blændende de end betegne
» Forklaringen«, selv Legemet i Aandens Glands er skikket til
at opnaae, umuelig trøste sig ved en Sjæle-Messe selv i de dy
beste og de mest smeltende Toner, der kun udtrykke den usluk
kelige Sorg og det übodelige Tab. En saadan Mozartsk Sjæle-
Messe er da vel ogsaa det Høieste, man finder i den berømte
Italienske Poesi, fra Begyndelsen af det Fjortende til Slut
ningen af det Sextende Aarhundrede, eller fra Dånte til
Tas so, hos hvem den døde i Fortvivlelse. Dette seer man aller
bedst paa Ariost (1474—1533), netop fordi han er den «Ly
stige*, thi ikke for Intet blev den »rasende« Roland hans
Mesterstykke, og det mest Poetiske deri Digterens Reise til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
