Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN HUNDRED AARIGE BISKOP.
59
bukkende Mand lige ind i Værelset. Dette var et Forgemak,
hvor ingen for øieblikket fandtes uden de to Venner. Hos
Kongen, et Par Værelser indenfor, taltes der meget livligt,
men dette forstyrrede ikke de to, der samtalte ganske sagte.
«Mit Ærinde er lykkedes mig», svarede Nils paa Vennens
Spørgsmaal, og jeg afventer nu, hvad Kong Karl vil give
mig at bestille . . . Men at dømme af de mange fremmede
Ansigter og af Tale og Miner, synes her ingen Forandring
at være indtraadt, siden jeg sidst drog ind i Kongens, min
Herres, Gaard.»
«Nei, Ven Nils, her er alt sig selv ligt!» svarede Tord
med et Skuldertræk.
«Saa kommer jeg nu, som altid, ubeleiligt til Kong Karl!»
«Ja, Nils», svarede Tord og trykkede varmt Vennens
Haand, «du kommer ubeleiligt! Jeg vil ikke lægge Skjul
paa det. Og alligevel», tilføiede han, «behøvede min Herre
nu mere end nogensinde at have tro Mænd om sig. Men
hav Tolmodighed, Nils, den Tid kan vel snart nok komme,
mener jeg, da én anden Modtagelse venter dig hos Kong Karl!»
Nils smilte, men sagde intet, og Tord tilføiede:
«Jeg har hørt underlige Rygter om Mødet i Halmstad,
og om hvad de gode Herrer der har forehavt.»
«Véd Kongen noget derom?»
«Nei ... og hvad jeg saaledes rygtevis har hørt, kan
jeg ikke bære til ham, jeg vil knapt nok tro det selv.»
«Maatte bare ikke Kong Karl forsent vaagne op af sin
Blindhed . . . Jeg mener, han nok kunde trænge et Ord af sin
grønne Ridder. Har han endnu ikke vist sig ved Kongens Hof?»
«Nei ... det er, som om han skulde være blæst bort i
samme Øieblik, som Kronen sattes paa min Frændes Hoved.
Dog er han ikke af den Mening selv, og Lykken har ogsaa
fulgt ham saa paatageligt endog i de mindste Smaating, at
han nok kan fristes til at tro ene paa den, hvad han end
maa foretage sig, uden at se sig stort om efter Raadgivere.
Naturen selv synes at være ham huld og opfylde hans mindste
ønske. Du mindes vel selv, hvorledes Regnet faldt i stride
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
