Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Da jeg hadde tænkt over dette, blev mit sind en stund optat
av betragtninger over disse fæle vildmænd, nemlig hvorledes det
kunde gaa til at den vise verdensstyrer overlot nogen av sine
skabninger til en saadan umenneskelighet der endog staar lavere
end dyrenes adfærd, forsaavidt som de ikke avskrækkes for at
fortære sine like. Da nu dette overlæg endte i nogen — dengang
resultatlose — undersokelser, saa faldt det mig ind at spørre i
hvilken del av verden disse fæle mennesker egentlig levde, hvor
langt det sted de kom fria var fjernet fra kysten, hvorfor de
vaaget sig saa langt bort fra sit hjem, hvad slags baater de
hadde, og hvorfor jeg ikke skulde kunne indrette mig paa at bli
istand til at reise dit, likesaa godt som de kom hit.
Men jeg gjorde mig ikke engang en tanke om hvad jeg skulde
ta fat paa, naar jeg var der, hvad der skulde bli av mig, hvis jeg
faldt i hænderne paa de vilde, eller hvorledes jeg skulde flygte
fra dem, hvis de vaaget sig los paa mig; ikke engang hvorledes
det skulde bli mig mulig at naa kysten uten at bli angrepet, uten
en mulighet for at frelse mig, og hvis jeg ikke faldt i hænderne
paa dem, hvorledes jeg da skulde skaffe mig mit livsophold, og
hvorhen jeg vilde styre min færd; ingen av disse tanker, det
maa jeg gjenta, faldt mig endog kun flygtig ind; mit sind var
nu engang opsat paa den tanke at fare over til fastlandet i min
baat — min stilling holdt jeg nu for den elendigste som tænkes
kan —, indtat av den forestilling at jeg ved mit foretagende ikke
kunde styrte mig i noget værre end doden; at jeg derimot, ifald
jeg naadde fastlandet maaske fandt hjælp, eller jeg kunde ogsaa
fare langs kysten, likesom jeg hadde gjort ved den afrikanske,
til jeg naadde et bebodd land og der fik nogen hjælp; endelig
kunde jeg ogsaa mote et skib med kristne mennesker som vilde
ta mig ombord, og skulde det værste hænde, saa kunde jeg dog
ikke meie end do, og det vilde da med en gang gjore en ende
paa al denne elendighet. Man maa huske paa at alt dette var
utbrud av et forstyrret hode, av et utaalmodig sind som saa at
si var bragt til fortvilelse ved langvarigheten av min uro og den
skuffelse jeg hadde oplevet paa vraket, hvor jeg jo hadde været
ombord og været saa nær opfyldelsen av mit inderligste onske:
at mote et menneske som jeg kunde tale med, og faa vite noget
om det sted hvor jeg befandt mig, saavelsom om muligheten av min
befrielse. Alt dette gjorde mig som sagt urolig. Hele den indre
fred jeg hadde folt ved min hengivelse i forsynets vilje og for
ventningen av himlens tilskikkelser, syntes helt borte, og jeg hadde
saa at si ikke sjælsstyrke til at rette mine tanker paa noget andet
end planen for min reise til fastlandet, tanker som var kommet
12 — Robinson.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
