Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland (1808–1845) - Ve dig, skjald!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
Folkets mund er bleven tyst,
sygnet er dets hjerte.
Kun et ensomt ekko til
dine sange lytte vil.
Ve, er folkets øre døvt
for dets egen stemme*?
Finder det sig ei, bedrøvt
mer i Norge hjemme?
Har til eget kvad, forstemt
det da melodien glemt?
Folkets hjerte var engang
fuldt af herlig tale:
Harperne i Oslo klang,
langeleik i dale.
Skjalden sad paa folkets skjød,
kongens purpur om ham flød.
Fjeldet paa sin tomt dog staar,
som i gamle dage,
og de vene liers våar
vender tro tilbage,
af de mørkblaa aasers flugt
inden samme linier lukt.
Landet vi, det tause digt,
uforandret møde.
Norge staar der, harpen ligt,
ak, hvis digter døde.
Ingen spiller mer paa den,
kommer skjalden ei igjen?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
