Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (1807–1873) - Byens kirkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
kvægende tanker i blomsternes indre ;
derfor, nåar kalkene aabnes og tindre,
hvisker fra bladet en hemmelig tale.
Blomsten er tolk, hvor den rastløse spørger
søger fra dybet et trøstende svar;
blomsten slaar ud, mens han higer og sørger,
viser sin farveskrift stille og klar.
Ude, hvor livet har tusende munde,
fattes ei sproget i blomsternes rige ;
her, hvor de jublende toner maa vige,
her, hvor de travleste tunger maa blunde,
mærker du først, hvad en blomst har at sige.
Løverdags-aften. Den larmfulde uge
er med sin stræben og tragten forbi:
Mindet er gjenvakt, og læhgselen aner.
Sænkede vinger, der samles og ruge
over de gjærende jordiske planer,
hæve sig atter lette og fri.
Nu er det tid. Til det kjærlige møde
aftnen har prydet den rolige scene:
under de skjærmende, løvfulde grene
lyser dens glans blandt de ventende døde
Vennerne kommer med sommerens gåver,
smaabørn er med og vil sysle ved graven;
børnene ser kun i kirkegaards-haven
gravenes rækker som deilige haver.
Her har de glemt deres kjæreste dukke,
her tør de plante og vande i sommer,
lier tor de gjemme de skjønneste blommer;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
