Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
Henrik Arnold Wergeland. 216
frem paa stille Taarer flyder.
-— Ha, hvis jeg erindrer ret;
Stella, Stella lyder det«.
»Dybt det Ord fra Hjertet springer;
thi det klinger
klagende, som naar Alrunen
rives voldsomt op af Grunden,
underligt som Lyrens Klang,
idetsamme Strengen sprang«.
»Vist ved »Stella« han vil minde
sig en Kvinde?
Ham en mørk Erindring tynger,
Havets Slange lig, som slynger
svulmende et dobbelt Baand
om vort Olds Laokoon«.
— Lad dem tale! snart de ville
rede stille
op den Dødes Hovedgjærde:
lænede til sine Sværde
vil de bede Gud om Fred
for den Yngling, de grov ned.
Om min Gravhøjs tause Side
vil sit hvide
Blomstslør Hylden venligt folde,
lig den grædende og kolde
Niobe, hvis Marmor sig
bøjer over Ættens Lig.
Dal, som Lyn paa Tordenvinge,
Moslems Klinge
i mit Bryst! Ha, favre Sommer,
flammerøde Samum kommer,
drikker Rosens Purpurstrøm!
-— Død og Liv er blot en Drøm! —
Et gammelnorsk Herresæde.
I Hordaland, i en snever Dal,
monne, lig Bersærk, trængt af Skjolde,
engang i Old en Furuhal
sin skumle Længde udfolde.
Mod Kvelden vilde et fremmed Blik
tro at skimte Klipper sorte.
Hallen var lav, ej Guldspir flk
de mørke tjærede Porte.
Ej staalblaa Svendeflok udenfor
vogter der en søvnig Herre.
Klippen, som stejl ved Stranden staar,
maa skjolddækt Nattevagt være.
Men Arnerøgen, som Aand af Grav,
stiger sort fra Hallens Tinde.
Være den Vandrerens Ledestav,
for skjulte Sti at finde!
Naar Døren aabnes, en Hundeflok
bister frem fra Gruen springer.
Kommer der Fjender, veed den nok
at finde Mændenes Bringer.
I Krogen graaner et fugtigt Sejl.
Biler Tand i Bjelken holde.
Ilden sig ofte seer i Spejl
i Loftets bugede Skjolde.
Og Buer brede fra højen Knag
ud de snoede staalblaa Arme,
Bunter af Pile hænge bag,
og Bjørnesener og Tarme.
Frem tvende Guder bag Egebord,
hvergang Ilden blusser, træde:
Odin det er og Asathor,
som staa ved Husbonds Højsæde.
Fra Odins Hoved en gyldén Knap
— Solens Billed, — Mørket bryder.
Asathors Hjelm med staalblank Tap
af Mulmet neppe sig skyder.
De Stjerner blikke som i en Brønd,
ned i Hallen gjennem Ljaaren.
Fjeldtinden hilser med Birken grøn
der nedigjennem om Vaaren.
Paa Bordet ligger et Horn af Guld.
Sød paa Randen perler Mjøden.
Natten forgjeves ud sin Muld
har rystet over dets Gløden.
Lig blanke Stjerner om Fjeldsky rød,
mange dyre Stene ringe
sig om det Guldhorns hule Skjød,
hvor sære Runeord klinge.
I Krogen slumrer paa Bjørneskind
gamle Husbond. Haaret svømmer
graat, lig en Fos, paa furet Kind,
og nedad Bringen det strømmer.
Den vakre Gubbe forvist i Kveld
kyssed Hornets fagre Kinder.
Mjøden isøvne til hans Sjel
nu klæber Ungdommens Minder.
Mon hjalp han Harald i Hafursfjord
tretti Kroner rask med Sværdet
hamre til gylden Ring om Nord,
i Kongers Blodflammer hærdet?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
