Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven. 240
Den leger her saa let og mild
med Birkens Gren og Blad,
som naar en Cither røres til
et sagte nynnet Kvad.
Den Dag, der nu er sunket ned,
gik blid og fager hen;
med idel Klarhed og med Fred
omslutted Himlen den.
En enkelt Sky med Svane b ryst
hang rolig i det Blaa,
som om den over Dalens Lyst
i sød Betragtning laa.
Og i mit Indre udbredt var
en stille Fredens Aand;
mit Liv var som en Blomst, jeg bar
udfoldet i min Haand.
Min Sjel er rørt af Aftnens Vind,
som Birkens Gren og Blad;
jeg skuer glad i Himlen ind,
og nynner dette Kvad.
Taushed.
Her er ingen Fugle-Trille,
ingen Verdsens Lyd at hore;
denne Dal er tyst og stille,
som om Alt var lutter Øre.
Ingen Sjel paa disse Stier,
intet Liv ved Hegn og Hytte!
Her, hvor Alt paa Ordet bier,
selv jeg standser, for at lytte.
Klippe-Skrent med Blomster-Ranke,
hvide Birk, som Grenen sænker!
Hörer I mit Hjerte banke? —
Vil I vide, hvad jeg tænker?
Bort fra Gader og fra Sale
flygtede jeg hid bag Løvet,
pint af Larm og raadvild Tale,
træt, forkommen og bedøvet.
Grønne Lier, Skygge-Lunde!
Eder vil jeg stille gjeste!
Lukker kun de tusind Munde!
Taushed, Stumhed er det Bedste.
Mit Skib pleier Havet.
Mit Skib pløier Havet, og Bolgen gaar hvid,
og Skyerne hastige skride;
men endnu er det Sol-Veir og Midsommers-Tid.
og endnu har jeg Børen deh blide.
I Medgangs-Strøm, i staaende Vind,
kan Roret føres med Lyst og med Lempe;
ak, kunde jeg og paa Bølgerne dæmpe
mit speidende Blik og mit higende Sind!
Hvad lover os Himlen med Sky-Banken hist,
hvis Kanter i Solskinnet funkle?
Til Tvivlen og Frygten den siger kun for vist,
at Lyset staar ved Magt bag det Dunkle.
Som Havets Fugl, der aldrig har Ro,
saa svæver paa Dybet Forhaabningens Tanke;
som Bølgeslag skifter om Seilerens Planke,
saa vexler mit Hjerte med Mistvivl og Tro.
Jeg kjender en Strand saa fredelig og grøn,
hvor Bækken i Løvskjulet spiller,
hvor Søgangen kastes med det sagteste Drøn,
og døves fast af Sangfuglens Triller.
Der sad jeg tit med Fryd i min Vaar,
og talte de glimtende Seil i det Fjerne;
did ser jeg tilbage, og hastede gjerne
til Stranden fra Dybet, hvor Havbølgen gaar.
Men fremad nu til den ubekjendte Kyst
skal Farten og Tankerne stande,
og pinlige Timer og mangen farlig Dyst
vil komme paa de vældige Vande.
Et modigt Sind paa det skinnende Blaa,
i Brændingens Gny, og hvor Lynene gløde,
kan være fortabt i det vindstille Øde,
naar Dønningen skvulper og Seilene slaa.
Og derfor paa Dybet i føieligt Veir
til Himlen mine Sukke jeg sender,
at over al sin Uro min Sjel maa vinde Seir,
og løftes af den Eviges Hænder.
Det klarnede Blik, den freidige Hu
skal gives mig da paa de langsomme Vagter,
og ingen af Rummets forfærdende Magter
skal fylde mit Indre med Tvivl eller Gru.
Ja, det er en Fart saa kvægende og skjøn,
med himmelske Syner i Følge,
naar Hjertet kan hvile hos Menneskets Søu,
der slumred paa den oprørte Bølge, —
naar Sjelen har lært, i Kjerligheds Favn,
langt mer end vort Haab og vor Længsel
kau drømme,
og tør, gjennem Storme og stridige Strømme,
henskride med Lyst mod den rolige Havn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
