Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther. 4
Du elsker mig, Søde!
Min Rose Du fik,
Du gav mig jo Svar i
Dit brændende Blik.
Du planted den yndigt
Blandt Lokkerne ind,
Misundelig blegned
Den over din Kind.
Sit brændende Øie
Den lukkede til,
Thi dine to Stjerner
Har stærkere Ild.
Saa kom da, Camilla!
Min Rose Du tog,
Jeg læste mit Haab i
Det Smiil, som Du drog.
To fæle Dæmoner
Mig knuge i Favn,
Een kalder jeg Længsel,
Een kalder jeg Savn.
De lamme min Styrke,
De knuse mit Mod,
Fortærende Flammer
De slaae i mit Blod.
Saa kom da, Camilla!
Min Frelse, mit Haab !
Gjenfødes jeg kan kun
I Kjærligheds Daab!
Forjag Du min Længsel
Og dræb Du mit Savn,
Og døb mine Smerter
Med Saligheds Navn.
Kom ned til vore Vigne,
Hvor Rankerne groe,
Der hænger en Drue
Saa sød, kan Du troe.
Kom ned til vor Hauge,
Bag Myrternes Læ,
Der plukke vi Frugten
Af bugnende Træ.
Den glimrer fra Grenen
Saa lokkende sød, —
Jeg ryster med Lempe
Den ned i dit Skjød.
Skovsang.
Der sad en Fugl paa Bøgeqvist,
Den sang saa kjønt i Lunden,
Den lytted til mit Hjerte vist,
Og sang det efter Munden.
Og Hjertet var saa frit og glad,
At det var intet Under,
Om Begges Sange fulgtes ad
Og gav sig gode Stunder.
Luun streifed Luften henad Mark,
Mens Solen gik sin Bane;
Tvers over dunkelgrønne Park
Der gled den stille Svane.
Den smaa Kjærminde smiled ømt,
Med Øiet fyldt af Duggen,
Og røbed, hvad den havde drømt
Den Sommernat i Vuggen.
Til Gjæst hos Kløvret Humlen gik
Alt i sin lodne Kofte;
Muusvaagen svæved som en Prik
Høit under Himlens Lofte.
Jordbærret, duftende og rødt.
Imellem Græsset blinked;
Fra Hybenbusken Rosen sødt
Med Elskovsblik mig vinked.
Og der var Nok at qvæde om
For den, der kunde qvæde,
Og Tanken gik, og Tanken kom,
Saa det var ret en Glæde.
Vi sang og jubled op og ned
I Løb og Triller klare,
Og meente, den Livsalighed
Vel evigt kunde vare.
Men op fra Horizonten s Kyst
Sig vælted Skyer vilde; —
Da Fuglen taug, — og i mit Bryst
Der blev det ogsaa stille.
Skovminder.
I Skoven , hvor jeg vandred ,
Da jeg var ung og glad,
Er Ingenting forandret,
Ei Stub, ei Blomst, ei Blad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
