Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forf. til »En Hverdags-historie« (Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig i en Sofa, og nød med Velbehag den
kjølige Viin, som han havde ladet sætte
for sig. Han skjænkede i Glasset for
Hermes, og bad ham flere Gange komme hen
til Bordet fra Vinduerne, i hvis
Inscriptioner han syntes at finde en interessant
Lecture. Endelig satte Hermes sig hos sin
Ven, og sagde: »Du leer deraf, men jeg
forsikkrer dig, at disse, som oftest flaue
Smørerier paa Vinduesruder i Vertshuse have
altid havt noget eget Tiltrækkende for mig,
og mangengang givet mig Stof til
phantastiske Gisninger og Drømme. Jeg
erindrer, at jeg engang som Barn var med
min Fader og nogle andre ældre Folk i Kjøge,
og paa Vertshuset hos Hansens stod jeg
tilligemed en Anden, og læste hvad der
var skrevet paa Vinduesruderne. Med Eet
udbrød min Sidemand i en umaadelig
Latter, og gjorde de Tilstedeværende
opmærksomme paa en Rude, hvorpaa stod de Ord:
»»O Gud! 0 Gud! I Kjøge!«« De loe
Allesammen, og Enhver gav sin Skjærv til
at vise det Latterlige i dette Tankesprog.
Have de en egen Gud i Kjøge? spurgte
En; en Anden sagde: Jeg har nok frygtet
for at Kjøge, der havde saa grueligt et
Huuskors, maatte have en forkeert Tro;
men at denne gode, gamle By husede
Afgudsdyrkere, det havde jeg dog ikke tænkt.
Jeg stod taus, og turde ikke være bekjendt,
at disse Ord paa Ruden, som de Voxne
og Fornuftige fandt saa latterlige, forekom
mig rørende, thi jeg forestillede mig nemlig,
at de maaskee vare skrevne af en dybt
Bedrøvet, at f. Ex. En, som i den vide
Verden forgjæves havde søgt en elsket
Gjenstand, nu fandt dens Spor her i denne
lille, gammeldags By, fandt den dødelig
syg, vanæret, ulykkelig, eller tabt ialfald,
med Tabet af den Skrivendes egen Fred.
Dette var en af de Forestillinger, jeg gjorde
mig. I mit barnlige Sind henførte jeg
denne Phantasie paa en Lærer, mod hvem
jeg Dagen iforveien havde været uartig, og
som med Godhed havde bebreidet mig min
Uret, uden at min utidige Hæftighed endnu
tillod mig at angre den. Nu brændte jeg
af Begjærlighed efter at erholde hans
Tilgivelse, og det forekom mig, som om jeg
forgjæves skulde lede efter ham, naar jeg
kom tilbage til Kjøbenhavn. Jeg havde
gjerne strax begivet mig paa Hjemreisen,
og græd hemmelige Taarer over at vi vare
paa Udveien af denne lille Reise, hvortil
jeg længe havde glædet mig. Denne i sig
selv dumme Historie har indpræget sig
saaledes i min Erindring, at den i mangt et
Øieblik forekommer mig som en Anelse om
at jeg engang i Livet, gjennemtrængt af
Kjærlighed og Anger, skal søge forgjæves
en elsket, fornærmet Gjenstand, der flyer
for mig, saa at det vil gaae mig ligesom
ham, om hvem der i Tusinde og een Nat
fortælles, at han, forelsket i en Stjerne,
som speilede sig i Havet, omsider styrtede
sig i Bølgerne, for at naae den.« «Det
er et tosset Eventyr,« udbrød Roller.
»Tosset?« raabte Hermes: »Jeg finder, det er
en skjøn Mythe; dens dybe Betydning maa
gribe Enhver. Fortæres vi arme Mennesker
ikke af en uforklarlig, en veemodig
Længsel, saa vi med Tabet af Livet hige
efter det Himmelske, der kun viser os et
Gjenskin, som vi evig gribe efter, men
som evig flyer os? Jeg kunde godt
anvende denne Fabel paa mig selv, og
begræde min Skjæbne i hele Menneskehedens
ligesom hele Menneskehedens i min; thi evig
flyer os hvad som egenlig er Kjernen af
Livet .... Evig? ... De sige jo rigtignok,
at hisset, paa hiin Side Graven .... Ak
hvem veed!« .... »Gud veed,« sagde
Roller, »hvor et Menneske kan falde paa
saadanne forunderlige Ideer, saadant et
naragtigt Mylder af Tanker, der gribe i
hinanden, ligesom Hjul, og løbe rundt, saa
man kan blive svimmel derover.« »O!«
svarede Hermes: »Gid jeg aldrig havde mere
forvirrende Tanker end disse. Imidlertid
veed jeg nok selv, at jeg tidt er forfalden
til mange unyttige Hjernespind. Det er
mig en modbydelig Tanke at være en
Sværmer; jeg kunde fortvivle over at henregnes
til dette mig selv forhadte Slags Folk. Men
jeg bliver vel ogsaa engang klog, som
andre ordenlige Mennesker.« »Det haaber
jeg med,« sagde Roller, »og et godt Middel
hertil er at blive en stadig og god
Huusfader, som du jo med Guds Hjelp snart
vil blive. Nu« — tilføiede han og tog sit
Glas — »lad os klinke! Paa vore høieste
Ønskers Opfyldelse!« Hermes stødte sit
Glas til sin Vens og tømte det; derpaa satte
han det langsomt ned, og sagde, som i
Tanker: »Gud give, jeg vidste, hvilke der
vare mine høieste Ønsker!«
Roller saae paa ham, endelig udbrød
han: »Fanden skal tage mig, om jeg
begriber, hvorledes du har det. Tænk dig
dog lidt om! Kan du huske, at du paa
et Bal i Vinter blev dødelig forelsket i min
Cousine? At du altid talte om hende, ogsaa
til den gamle Doctor, din Fader? At du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
