Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
494
Henrik Ibsen.
Afgaarde de red i stadselig Flok,
Bruden sad rank i Sadlen,
Sidt over Lænderne svam hendes Lok, —
Den glittred, den lyste, — jeg kjendte den nok
Fra den sidste Kveldstund i Dalen.
Over Bækken red hun Skridt for Skridt
Tæt indved Brudgommens Side. —
Da havde jeg sørget mit Hjerte frit,
Tilende havde jeg Kampen stridt.
Jeg havde ei Mere at lide.
Jeg stod for Stupet med staalsat Aand
Og høit over Sommerlivet.
Toget saa ud som et blinkende Baand, —
Jeg boldt for Øiet den hule Haand
Til Vinding for Perspektivet.
De flagrende Skaut, det skinnende Lin,
Og Mændenes Kofter røde,
Kirken med Vigselens Himmelvin,
Bruden, den Fagre, som engang var min,
Og Lykken, som fra mig døde. —
Det alt tilhobe jeg stod og saa
Oppe fra Livets Vidder;
Et høiere Lys over Synet laa, —
Men se, det kan nu Ingen forstaa,
Som nede i Sværmen sidder.
Da lo det bagved mig kort og tørt,
Det var den fremmede Skytte:
»Kammerat, efter det jeg nu har hørt,
Jeg ser jeg forgjæves har Skræppen snørt, —
Her er jeg til ingen Nytte!«
Nei, nu er jeg Månd for at hjælpe mig selv,
Men Tak for din gode Mening;
Det flammer ei længer i Aarens Elv,
Og jeg tror ieg mærker i Bringens Hvælv
Alleslags Tegn til Forstening.
Den sidste styrkende Saft jeg drak;
Ei længer paa Vidden jeg fryser;
Mit Seil gik under, mit Livstræ knak, —
Men se, hvor smukt hendes røde Stäk
Mellem Birkestammerne lyser.
Det gaar i Galop, men se, der blev
De borte ved Kirkesvingen.
Mit væneste Minde, i Lykke lev!
Nu bytted jeg bort mit sidste Stev
For et høiere Syn paa Tingen.
Nu er jeg staalsat, jeg følger det Bud,
Der byder i Høiden at vandre!
Mit Lavlandsliv har jeg levet ud;
Heroppe paa Vidden er Frihed og Gud,
Dernede famler de Andre.
Af „Kongs-Emnerne".
Kong Skule
(venter til mændene ere borte; spændingen i hans træk
slappes, han synker ned på en af bænkene).
Hvor jeg er træt, dødsens træt. Dag
ud og dag ind at stå midt i denne sværm,
se smilende fremad, som om jeg var så
uryggelig vis på retten og sejren og lykken.
Ikke have et menneske, jeg kan tale med
om det, der gnager mig så sårt. (Reiser sig
med et udtryk af skræk.) Og så slaget Ved Låka!
At jeg sejrede der! Håkon sendte sin hær
mod mig; Gud skulde skifte og dele mellem
de to konger, — og jeg sejrede, sejrede,
som aldrig nogen har sejret over
Birke-bejnerne før! Skjoldene stod fast i sneen,
men der var ingen bagved dem; —
Birke-bejnerne satte tiiskogs, over vidder og moer
og bakker, sålangt benene vilde bære dem.
Det utrolige skede; Håkon tabte og jeg
vandt. Der er en lønlig rædsel i den sejr.
Du store himmelens Gud, der er altså ingen
sikker lov deroppe, som alt skal gå efter?
Der ligger ingen sejrende magt i det, at
have ret? (vildt afbrydende) Jeg er syg, jeg
er syg! — Hvorfor skulde ikke retten
være på min side? Er det ikke ligesom
Gud selv vilde gøre mig viss paa det,
siden han lod mig sejre? (grublende)
Muligheden er lige; — ikke en fjær mere på
den ene side, end på den anden, og dog —
(ryster på hovedet) dog tynger vægten for
Håkon. Jeg har had og hede ønsker at
kaste i min skål, og dog tynger vægten
for Håkon. Kommer tanken om
kongsretten uforvarende over mig, da er det altid
ham, aldrig mig, som er den sande konge.
Skal jeg se mig selv som den rette, da
må det gøres med kunst, jeg må rejse en
sindrig bygning, et værk af kløgt; jeg må
jage mindelser fra mig og tage troen med
magt. Slig var det aldrig før. Hvad er
der da hændt, som har gjort mig så
tvivlende siden? At bispen brændte brevet?
Nei, — derved blev uvissheden evig; men
den blev ikke større. Har da Håkon gjort
nogen stor kongelig gerning på den sidste
tid? Nei, sine største gerninger øvede han,
da jeg mindst troede på ham. (Sætter sig ned
på højre side.) Hvad er det? Ha, det er
sælsomt; det kommer og svinder som et blålys;
det danser mig på tungespidsen, ligesom
når en har mistet et ord og ikke kan
finde det igen. (springer op.) Ha! Nu har jeg
det! Nei —! Jo, jo! nu har jeg det! —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
