Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Litteraturen om Ibsen 1928. Lektor Edvard Stang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52 EDVARD STANG
vurdering av Ibsens enkelte arbeider. Harald Beyers bok om
Peer Gynt er forsåvidt en undtagelse. Beyer söker dog vesentlig å
gi en helt populær Veiledning, og boken må fra det synspunkt sett
betraktes som ubetinget vellykket. En lignende hensikt har Paula
Bergh Ranets lille Ibsenbiografi; og C. S. Nygaard sier selv
ut-trykkelig at hans Ibsenbiografi er beregnet for »jævne læsere ikke
for estetikere». Han gjennemgår Ibsens verker i riktig
kronologisk orden, gjör sine refleksjoner og kommer heldigvis ikke så ofte
med uttalelser som at det »at dikte er jo i almindelighed ikke at
domme sig selv, men snarere at drömme sig væk fra alt, hvad der
er ubehageligt».
Ro senkrantz-Johnsen forteller i et lite skrift, Om og omkring Henrik
lisen og Susanna Ibsen, fra sitt personlige samvær med dikteren
og beretter en del anekdoter og småoplevelser.
Et betydelig farligere eksperiment er A. Fibigers : Henrik Ibsen. En
studie over Gudslinien i hans Uv. Fibiger vil vise, at Ibsen
omvendte sig på sine gamle dåger og bygger denne påstand vesentlig på
uttalelser fra Laura Kieler, Magdalene Thoresen, Susanna Ibsen og
citater fra Gerhard Grans bok. De som tidligere har försökt å
vurdere Ibsen for dogmatisk ut fra bestemte religiöse og filosofiske
synspunkter — for bare å nevne Olaf Holm, C. Lambek og H.
Thaarup — har av og til ikke været heldigere enn Fibiger.
I det ellers forholdsvis fredelige »For Kirke og Kultur» har
overlege Kristen Andersen gitt anledning til en lengere polemikk om
Kierkegaard og Ibsen. Kr. Andersens syn er til forskjell fra
Fibigers helt personlig. Det forekommer ham at »dette demoniske å
förbanne Gud og hate menneskene» er det karakteristiske drag i
Ibsens diktning, og at denne »alitid har været helt ute av stand til
å motta virkelig innflydelse fra Sören Kierkegaard». Selvom Kr.
Andersen således i likhet med A. Fibiger skyter langt over mål,
har hans analyse av forskjellen mellem Sören Kierkegaards og Henrik
Ibsens individualitet krav på interesse. Ellers kommer man ofte
nok i skade for å betone likhet og overensstemmelser for sterkt.
Det vil före for langt å referere de mange andre artikler som er
spredt rundt i tidsskriftene selv om denne lille översikt bare holder
sig innenfor nordisk område. Det foles likevel altfor urettferdig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
