Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I enkelte andre tilfælde er c blevet beholdt uforandret på grund
af, at den efterfølgende oprindelig linguale vokal er bleven forandret
til u eller å, således cucutä (eicuta), facåncl (faciendo), scântêie
(scintilla) ’). Vokalfordunklingen må altså her være indtrådt meget
tidligt — førend c har begyndt at forandre sig. En særlig
opmærksomhed synes mig i så henseende facånd (sml. tacånd — tacendo,
jacånd — jacendo) at fortjene. Vil man sammenligne denne form med
den tilsvarende fr. faisant (disant etc.), synes det at fremgå, at den
rum. er langt ældre, netop fordi e har holdt sig; i fransk derimod har
c undergået assibilationen, og vi kunne heraf slutte, at analogien først
sént har gjort sig gældende og indført endelsen ■ant overalt i
gerund. — rimeligvis efter det 7de årh., da vi jo ellers måtte have
*diant o. I., men på den anden side før det 10de årh., da vi allerede
i la Vie de St. Léger finde ardant (v. 23, 34) og per[se\cutant (v. 23)2).
Det palatale c er endvidere blevet bibeholdt uforandret i en del
ord af fremmed oprindelse, således chervan (karavane), stnochina (slav.
smoky, figen); derimod vakle de græske ord: chedru (xidgov), chir
(xvgia;), men cetera (zitfàça), cerämidä (xegd/jiåa); undertiden findes også
dobbelte former som chimval og cimval af xvfijtalm. Det må dog i det
hele beklages, at forf. har skænket dette sidste punkt en forholdsvis
ringe opmærksomhed — de græske ords skæbne i de rom. sprog
burde overhovedet gøres til genstand for langt alvorligere undersøgelser,
end der hidtil er blevet dem til del.
Hvad c -f- kons angår, følger- c l den samme udvikling som i
italiensk3): chieie (clavis, it. ehiave), chiam (clamo, it. chiamo), unchiu
(avunculus), og med hensyn hertil har Diez opstillet den hypotese, at
man for at lette udtalen af konsonantforbindelser som cl, fl, pl etc.
har mouilleret. l\ flamma er blevet fljamma, og enten er derpå 1
bortfaldet som i italiensk (fxamma) eller den første konsonant som i spansk
(llama). Denne hypotese, der i og for sig er meget antagelig, støttes
betydelig ved enkelte dialekter, hvor man er bleven stående ved
overgangsformen cli etc. ; man siger således i den franske dialekt, der tales i
egnene omkring Metz, blianc (blanc), Gliaudine (Claudine), plionge
(plonge) etc.4), og på samme måde i de rumænske dialekter, der tales
syd for Donau samt på Istrien, cliem (clamo), ocliu (oculus), incliud
(includo) etc. I Siebenbiirgen og Moldau har et på denne måde af cl
opstået chi, ligesom iøvrigt ethvert k (cli) foran i og e, udviklet sig
’) Gaster taler ikke om de macedorumænske former pescu (piseem)
og päntecu (panticem), hvor et deklinationsskifte synes at have
fundet sted.
2) -ent i confident, évident, etc. er en moderne etymologisk
skrivemåde ; sml. confiant og voyant ; se herom Paul Meyer i Mémoires
de la soc. de linguistique I, p. 248.
3) Sml. i det nordl. Frankrig dialekten ved Nancy, hvor man siger
kié (clef), kiou (clou) etc., se Diez, Grammaire des langues
romanes I, 196
4) Fuchs, Uber die sogenannten uuregelm. Zeitwörter in den rom.
Sprachen p. 313.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
