Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Smign. Apolog. cap. 14, navnlig 26 d.
SOKRATES.
»Xcnofon eller Platon» holder forf. sig til denne sidste uden at lade
sig rive med af den reaktion til fordel for Xenofon, som nu synes at
gribe om sig, men også uden at forsmå de oplysninger, som Xeno
fon’s skrifter om Sokrates trods alle deres mangler indeholde. Forf.
har således i det hele fået et så vidt muligt korrekt billede frem,
navnlig hvor det gælder at fremhæve Sokrates’s moralske storhed.
Derimod forekommer det mig rigtignok, at ironikeren er trådt noget
i skygge; den Sokrates, forf. tegner, er uden tvivl noget for spag
færdig; »bræmsen», som irriterede sin samtid i så höj en grad, og som
netop i »Apologien» så jævnlig viser sin brod, mærker man i forfms
fremstilling ikke meget til. Den bog, hvori denne side af Sokrates
er fremhævet stærkest, ganske vist med uhyre og sikkert beregnet en
sidighed, men dog på en meget lærerig måde, næmlig S. Kierkegaard’s
magister-disputats »Om Begrebet Ironi», findes mærkeligt nok aldeles
ikke omtalt i forfis ellers så indholdsrige litteratur-angivelser i anmærk
ningerne til indledningen.; Den kunde måske også have foranlediget
forf. til en grundigere behandling af spørgsmålet om Sokrates’s åcu
(.iovlov, hvor vi netop have et af de mest slående beviser på, hvor
uefterrettelig Xenofon, sig selv uafvidende, kan være. At den indre
stemme, som Platon udtrykkelig fremhæver (»Apolog.» 31 d), og som
den viser sig i alle de enkelte tilfælde, der anføres (f. ex. hos Xe
nofon selv i »Aporanemon.» IV. 8, 5), kun var advarende, aldrig til
skyndende, som Xenofon siger (I. 1, 4, og m. a. st.), tör man sikkert
sætte i forbindelse med Sokrates’s ironi; han kunde fra guddommen
nok modtage negative vink, men ingen positiv belæring. Når forf.
side 183 f. fremsætter den mening, at anklagerne beskyldte Sokrates
for hykleri, for at deltage i statens gudsdyrkelse uden tro, så strider
det mod den måde, hvorpå Xenofon fører forsvaret på dette punkt,
og stemmer heller ikke ret med forfis egen fremstilling i indled
ningen, side 94 ff.. Anklagerne have vistnok, enten i god tro eller
spekulerende i publikums bornérthed, der jo til alle tider har været
let at ophidse ved råbet »atheist», fremstillet Sokrates som en, der
aldeles intet vilde have med statens religion at skaffe *, ikke aner
kendte andre guder end sit dcu/.i6viov. Og om de virkelig have
haft så aldeles uret deri, som forf. flere gange hævder, turde vel
trods Xenofon være tvivlsomt. At der netop i Sokrates’s tale om et
særligt daif-Loviov lå noget, som var den almindelige græske bevidsthed
påfaldende og stødende, se vi bl. a. af Aristodemos’s ytring hos Xe
nofon (»Apomnem.» I. 4, 15).
Disse indvendinger berøve naturligvis ikke bogen noget af dens
brugbarhed. Den må siges at have løst sin opgave på en heldig måde
og at være en god vejledning til nærmere forståelse af en mand, som
201
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
