Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
E. HOLM
Som naturligt var, faldt det svenskerne ulige sværere at göre
svingningen; og dette gjalt også om Arvid Horn. 1 året 1709 havde
først den svenske statsafsending Lejonclow i Kobenhavn, senere Arvid
Horn personlig i samtaler med den danske diplomat Grimer, stræbt at
holde Danmark-Norge tilbage fra at kaste sig ind i den nordiske krig
imod Sverige ved at advare det om den fare, hvormed Rusland vilde
true det selv, når det vandt magt ved Østersøen, og Lejonclow havde
endog foreslået et forbund med Sverige. Men da havde Kr. Sehestedt
svaret Lejonclow, at man meget godt indså, hvilke farer Rusland kunde
true med, men at en tilslutning til Sverige var umulig, sålænge den
svenske konge vedblev at blande sig i de dansk-gottorpske stridigheder
til gavn for hertugen af Gottorp. Siden havde den store nordiske krig
ført til, at Frederik IV fik sprængt forbindelsen imellem Sverige og
Gottorp, i det Sverige i Frederiksborgfreden 1720 måtte love, ikke at
modsætte sig, hvad der med hensyn til hertugdømmet Slesvig blev
fastslået til den danske krones gavn. Men endnu vedblev det got
torpske spørgsmål at stå imellem Danmark-Norge og Sverige. National
hadet, som den ulykkebringende krig havde næret hos svenskerne, æggedes
ved forbitrelsen over, at de danske havde nået hint mål, og ved tanken
om, at Sverige ikke mere kunde bruge Gottorp som sin politiske for
bundsfælle.
Man kunde vistnok med föje have gjort gjældende, at Sveriges
eget tarv krævede, at forbindelsen imellem det og Gottorp blev
brudt. Det var den mere end noget andet, der havde umuliggjort fred
imellem Danmark-Norge og Sverige i de sidste halvhundrede år. Sehe
stedt havde 1709 svaret Lejonclow fuldstændig korrekt. Nu da man
fra dansk side følte sig befriet for hin fare, og da ingen mere i Dan
mark tænkte på muligheden af at erobre de skånske landskaber tilbage,
nu kunde Sverige være fuldstændig trygt for, at regeringen i Koben
havn ønskede at leve i fred med det, og det kunde uden nogen yd
mygelse tage imod tilbud om forbund; ti om Danmark end havde sej
ret imod syd, havde det lidt skibbrud med planerne imod Skåne, og
det var svenskerne, som havde trukket det længste strå under de lange
kampe. Men hvem der tænker på politiske lidenskaber og de natur
lige stemninger efter en ulykkelig krig, vil ikke forbauses over, at en
ædruelig opfattelse først efter hånden kunde trænge igjennem. Derfor
blev ikke blot Danmarks tilnærmelse 1722 afvist; men kansellikollegiet
d. v, s. Arvid Horn udtalte i en betænkning til rigsdagen 1723, at
220
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
