Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVID HORN OG FORHOLDET MELLEM DE SKAND. RIGER PÅ HANS TID.
Sidestykket hertil var senere den ikke mindre forsigtige og for
standige politik, ved hvilken Horn under den polske tronfølgekrig
(1733—1735) holdt Sverige frit for at blive ofret til gavn for Frank
rigs interesser, og det under en hårdnakket kamp imod et stedse sti
gende oppositionsparti, som omsider fældede den gamle statsmand
(1738), men kun for ved sine fejlgreb at vise det rigtige i hans politik.
En enkelt side af denne Horns virksomhed gør det naturligt for
mig i anledning af professor Svedelius’ skrift at fremsætte et par be
mærkninger, nærmest som supplerende hans fremstilling.
Det er en vel kendt sag, at der til Horns navn knytter sig mindet
om et omslag i forholdet imellem Sverige og Danmark-Norge. Det
18 århundrede indtager en ikke uinteressant stilling med hensyn til
dette som en overgangstid fra det 17 århundredes bitre fjendskab til
vore dages erkendelse af, at der bør arbejdes på sammenslutning alle
steder, hvor interesserne naturlig løbe sammen. En sådan overgangstid
må nødvendigvis have havt svingninger.
Initiativet til at omskifte forholdet imellem de skandinaviske riger
blev efter den store nordiske krigs slutning taget af regeringen i
Kobenhavn. Det ligger nær, skønt det ikke vil være fuldt retfærdigt,
at opfatte et sådant skridt fra Frederik IV:s og hans rådgiveres side
som blot dikteret af frygt for czar Peters og Katharina I:s fjendskab.
Men om Kristian VI er det umuligt at sige, at nogen ængstelse for
en nær forestående fare drev ham ind på den samme bane. Det var,
som hans egen udenrigsminister Ivar Rosenkrantz har bevidnet i breve
til danske diplomater, kongens alvorlige ønske at skabe »en oprigtig
forbindelse imellem de tvende hoffer og de tvende folk», der kunde
yde dem sikkerhed og gensidig hjælp, og denne opfattelse deltes af
hans vigtigste statsmænd og diplomater, af de gammel danske adels
mænd Rosenkrantz og Sehestedt, ikke mindre end af tydskfødte mænd
som Berkentin, greverne Schmettau og Hans Rantzau. Kongen og
konseljet fastsloge det politiske princip, at man burde søge at træde
i et nært forhold til Sverige, men derimod skulde indtage en tilbage
trukken stilling overfor Rusland, om end selvfølgelig uden at tirre
eller modarbejde denne magt. Et af Kristian IV :s første regerings
skridt var derfor at bortfjærne det for svenskerne sårende sejrsmonu
ment, der var opstillet ved Frederikshald i anledning af Karl XII:s fald
her, og snart efter tilbod han Sverige en allianse.
Nordisk tidskrift. 1882. 16
219
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
