Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDENS JURIDISKE LITERATUR I ÅRENE 1880 OG 1881.
Retsfilosof. Som et arbeide fra dette tidsrum, der fortjener en
særdeles opmærksomhed også udenfor juristernes kreds, må nævnes
prof. Goos’s Forelæsninger over den almindelige Retslære, der, forat
tale med en yngre dansk juridisk forfatter, alt i en række af år har
været de unge danske juristers åndelige eie, men som imidlertid först
nu ere begyndte at udkomme i trykken. Til nogen udforligere omtale
af dette værk er endnu, sålænge blot en mindre del er udkommet, ikke
rette tid, og vi skulle derfor her indskrænke os til at fremhæve, at det
med en klar og letlæst fremstilling ikke blot forener en ofte skarp og
træffende kritik, men også såvel med hensyn til selve grundspörgsmålet
om rettens væsen, som med hensyn til mange mere secundære, men
derfor ingenlunde uvigtige spørgsmål, visselig yder særdeles vigtige
bidrag til en rigtig lösning. Fuldt ud billigelse fortjener det efter
vor opfatning, når forfatteren skarpt betegner rettens væsen som utili
tarisk. »Den ethiske dom, som skal være hjemmelen for en retssæt
ning» heder det etsteds, »må søge sin begrundelse i en almengyldig,
objectiv betragtning, både med hensyn til mål og middel. Det er
dette, som tidligere er udtrykt således, at retslæren med nödvendighed
er utilitarist». Og et andet sted siges: »Ved rettens bestemmelse må
det utilitariske princip være afgjörende, fordi menneskers magt over
andre aldrig har berettigelse, stöttet på en blot subjectiv bevidsthed.
Retten står derfor i denne henseende uafhængig af striden om det
normgivende princip i moralen. Rettens utilitariske karakter formind
sker, rigtig forstået, ikke dens krav på at udgjöre en forgrening af
sædelighedens rige. Det formålstjenlige middel for det sædelige mål
er et sædeligt middel og rettens mål er atter at være middel for det
höiere, sædelige frihedsliv.» Det vil forövrigt være vel bekjendt, at
denne opfatning ingenlunde er nogen ny. Tilvisse altid befulgt i
praxis og længe hyldet af mange tænkere, er den tvertimod mi kom
met i kurs endog i metafysikens hjemland, hvor den navnlig i Ihering
har fundet en fremragende talsmand.
Som et værk af samme forfatter, der slutter sig nær til det netop
omtalte, må nævnes den i dette tidsskrifts sidste årgang offentliggjorte
afhandling om Den moderne Stat. Prof. Goos er imidlertid ingenlunde
den eneste, som har dröftet spørgsmål, rorende rettens eller statens
grundvolde. Således er den danske literatur også bleven foröget med
et andet större værk: Wilkens: Samfundslegemets Grundlove, Grundrids
til Sociologien, og i sit konkurrenceskrift Om Hovedprinciperne i den
formueretlige Anordning har C. Keaet på mange punkter kriticeret den
ældre lære, således f. Ex. Goos’ opfatning af den retsstridige handling,
en kritik, som dog for en ikke ringe del forekommer os- at hvile
på forvexlinger og mindre korrekt opfatning af den angrebne lære,
noget, hvorfor måske den knappe tid, som har været levnet forfatteren
til udarbeidelse af sit omfangsrige værk, bærer skylden.
226
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
