Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SERGEL OG DEN TIDLIGERE FIGURKUNST I NORDEN,
almindelige. For at nævne betydelige exempler skal jeg anføre det gamle
kors med Frelserens figur anlagt i relief, fra det 13de århundrede, i Sorøs
Cistercienser-kirke; dernæst den smukke, rundt udførte figur af den kors
fæstede i Vadstenas Birgittiner-kirke, omtrent fra år 1400; endelig det
kolossale krucifix fra år 1527, atter i Sorø h I disse tre exempler se vi
overgangen fra den ældre Middelalders endnu rent skematiske afskrivning
af formerne, som knap nok synes forfrisket ved noget nyt blik på det
naturlige forbillede, menneskeskikkelsen, til en realisme, som i begyndel
sen fremtræder mildere og mere mådeholden (Vadstena), endelig til den
seneste Middelalders rent umættelige stræben efter at opnå indtrykket af
gribende, slående virkelighed, at ryste beskuerens sind og sans ved den
umiddelbare nærhed af Gudmenneskets pinsel og lidelse. Denne stræben
forudsætter naturstudier, ti uden sådanne opnås ingen illusion. Intet er
fejlere end at opfatte den slags lidelses-billeder som fremgåede af et rent
»romantisk» naturfjendskab. Men naturstudiet bliver unægtelig hængende
i overfladen, det går ud på hudens enkeltheder, de svulne årer under
den, bloddråberne udenpå den. Blikket trænger ikke ind til formens
kærne, behersker ikke legemsbygningen som helhed; de mange illusori
ske enkeltheder bæres af et skrøbeligt stillads, som gör et ynkværdigt
indtryk. Nu vel, meningen var jo her også at vække ynk, den fromme
medynk (pietd). Aller mindst tænkte man på en forherligelse af menneske
skikkelsens naturlige sundhed, skönhed, styrke. Gudmenneskets nogen
hed betegner netop dets nedværdigelse; det er mindre Gudmennesket
selv end menneskenes ondskab imod det, som her er kunstens genstand.
Over lidelsens helt glemte man dog ikke handlingens. Fra Middelalde
rens slutningsperiode har man andre store figurer, som vidne om, at
denne periode også havde sin humanisme, sin forherligelse af menneske
lig skönhed og kraft. I riddervæsenet gemtes stadig en fra hedenska
bet nedarvet humanistisk spire; og om end idealet af ridderen for længst
var bleven kristnet og kaldtes Sankt Jörgen, smæltede forestillingen om
den kristelige dragekæmpe sikkert på mange måder i Nordboernes be
vidsthed sammen med mindet om Sigurd Favnesbane, der endnu levede
langt op i den kristne Middelalder. Der er jo vel også et virkelig my
thologisk slægtskabsforhold mellem legenden om Sankt Jörgen, som
1 Kmcifixeme i Sorø ere afbildede efter omhyggelige tegninger af J. B. Löff
ler i Danske Mindesmærker. Det ældste henføres af Höyen til omtr. år 1200, hvil
ket forekommer mig noget for tidlig. Se forøvrigt: J. Kornerup, Om Middelal
derens fremstillinger af Kristus på Korset, i Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og
Historie 1871.
343
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
