Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. F. HAMBRO, DEN PRIVATA SJÖRÄTTEN.
førte efter rederiets ordre, og der således tillige haves en personlig
fordring mod dette. Den citerede bestemmelse bör derfor vistnok ikke,
således som sket bos Hambro, forstås ganske efter ordlyden, men un
derkastes en udvidende fortolkning i den antydede retning. En mere
liberal fortolkning end forf. giver, bör man formentlig også følge med
hensyn til paragrafens förste nummer, hvor blandt de begunstigede
fordringer stilles i spidsen skippers og mandskabs krav på »hyre». Her
under vil Hambro jfr. sid. 405 ikke have indbefattet hjemrejse
penge og helbredelsesudgifter, men disse krav synes dog med nogen
velvillie nok at kunne henföres under hyren i videre forstand, og dette
bör da ske, eftersom der er ligeså megen grund til at begunstige dem
som fordringen på den egentlige hyre. Omvendt turde derimod forf.
sid. 415—16 tillade sig en for stor frihed overfor lovtexten i sidste
stykke, der lader fortrinsretten bortfalde, når fordringen ikke gjöres
retsligt gjældende inden 6 måneder efter skibets ankomst til den sven
ske havn, hvor efter fuldendelse af den rejse, på hvilken fordringen er
opstået, endelig losning sker. Forf. vil nemlig trods disse ord ikke
lade præskription indtræde, hvis kreditor er forbleven uvidende om,
mod hvem han kan udøve sin ret, hvilket jo let kan tænkes at ind
træde i sammenstødstilfælde. Det er ganske vist, at præskriptionen i
dette tilfælde förer til en übillighed, men den sikkerhed, der tilstræbes
ved præskriptionsinstitutet, lader sig engang ikke opnå uden alle übil
ligheder, i hvilken henseende også kan anföres, at den ved Sv. Sølov
§ 284 anordnede toårige præskription af selve fordringsretten vil kunne
have samme übillighed tilfølge, uden at forf. dog på dette punkt dri
ster sig til at indskrænke bestemmelsens ordlyd.
Af emnet om sopanterettigheder skal endnu berøres, at den hos
forf. sid. 419 fremsatte anskuelse, at bodmerikreditor mister sin for
trinsret i godset, også når dette udlosses uden hans samtykke, er i
strid med den klare forudsætning i § 283 sidste stykke og ikke
således som sket kan finde nogen stötte i § 139 andet stykke. Af
denne bestemmelse fremgår vel, at fortrinsretten går tabt, når godset
af modtageren overdrages til en godtroende tredjemand, men i enhver
anden kombination må den bevares, således navnlig i modtagerens
fallitbo og overfor hans kreditorer, der gjöre udlæg i det forbodmede
gods. Derfor betegner § 283 også det forbodmede gods som et »pant»,
og det er formentlig uden föje, når Hambro sid. 229 bestrider anven
deligheden af dette begreb, thi det turde være tilstrækkelig bekjendt,
at den omstændighed, at en ret med hensyn til en ting falder sammen
ved at denne bringes ind i omsætningen, ikke udelukker, at retten kan
være tinglig, og specielt heller ikke, at den kan være en panteret.
547
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
